Politimuseum dropper omstridt udstilling om drabsofre

Billeder af dræbte kvinder bliver pillet ned fra væggene på Politimuseet i København efter kritik.

Politimuseet i København dropper udstillingen Kvindedrab In Memoriam med malerier af drabsofre. Det sker efter kritik i medierne.

Ifølge museet er det både hensynet til de dræbte kvinders pårørende og til kunstneren, der er grunden til, at malerierne nu bliver pillet ned fra væggene.

- Af respekt for kunstnerens oprindelige idé og for ikke at trække de pårørende igennem en yderligere debat har man valgt at tage udstillingen ned. Politimuseet beklager de gener, de pårørende har været igennem, skriver museet i en pressemeddelelse.

Hos Politimuseet ønsker museumsleder Frederik Strand ikke at udtale sig yderligere om sagen. Det oplyser Finn Jensen, som er ansvarlig for Politihistorisk Selskabs sekretariatsopgaver.

Kunstner ked af, at pårørende ikke blev underrettet

Udstillingen består af 12 portrætter af kvindelige drabsofre, som kunstneren Birgit Skallgård har malet. Hun har tidligere fortalt, at hun er ked af, at de pårørende ikke er blevet underrettet inden udstillingen.

Sagen har været en så varm kartoffel, at den er blevet kommenteret på regeringsniveau. Her har justitsminister Morten Bødskov (S) sagt:

- Jeg forstår godt, hvis de efterladte oplever ubehag ved at se deres dræbte barn portrætteret som en del af en kunstudstilling på Politimuseet, uden at de var blevet orienteret om det.

De kvinder, som er portrætteret, er med en enkelt undtagelse dræbt i perioden 1989 til 2010. At drabene ikke er ældre, fik i første omgang Landsforeningen Hjælp Voldsofre på banen.

Museum underlægges nu etiske og moralske retningslinjer

Foreningens formand Henning Wollsen var uforstående over for museets

argument om, at udstillingen hyldede de dræbte kvinder.

- Man gør efter min mening det stik modsatte, når man ikke har haft kontakt til de pårørende, sagde han.

Udstillingen, som altså nu er fortid på Politimuseet, har allerede fået den konsekvens, at museet bliver underlagt en række etiske og moralske retningslinjer.

De bliver udarbejdet af Rigspolitiet, og dem skal der tages højde for i forbindelse med fremtidige udstillinger.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik