Politimand frikendt for vold under anholdelse på Christiania

Den 37-årige mand har hele tiden nægtet sig skyldig i at have slået på en anholdt.

En 37-årig politimand frifindes torsdag for vold mod en anholdt i forbindelse med en politiaktion på Christiania.

Københavns Byret mener, at der er begrundet tvivl om, hvorvidt politimanden tildelte den unge mand de to knytnæveslag i ansigtet, som tiltalen ellers gik på, skriver Ritzau. 

Det var 26. juni 2015, at Taskforce Pusherstreet var til stede på Christiania for at observere og monitere hashsalget. Undervejs fik politiet øje på det åbenlyse salg, og man skred derfor til anholdelser. I alt seks personer blev anholdt.

- Min kollega anholder en, og så begynder alle at flygte. Jeg løber efter forurettede, som stod og solgte i en bod. Han væltede undervejs, og det var derfor forholdsvis nemt at anholde ham, fortalte den tiltalte tidligere på ugen. 

"Jeg kunne aldrig drømme om at slå"

Han har hele tiden nægtet sig skyldig:

- Jeg har været i politiet i 14 år. Jeg har deltaget i måske 100 anholdelsesaktioner på Christiania. Jeg kunne aldrig drømme om at begynde at slå en anholdt.

Senioranklager Line Scharf ville vide, om den tiltalte så, om ofret havde skader på sig.

- Han spørger mig, om han bløder, men jeg kan hverken se eller føle, at han skulle bløde.

Flere af den tiltaltes kolleger vidnede onsdag i retten. De var alle til stede på Christiania, da aktionen fandt sted.

Kollegaer så ikke noget

En kollega fortalte under retsmødet, at der altid er meget stille på Christiania i minutterne efter aktionerne, fordi de tilstedeværende personer har travlt med flygte.

- Der var helt stille, så jeg ville have hørt, hvis der var en, der eksempelvis sagde av, sagde han.

Det var først på politistationen, at politiet blev opmærksom på, at den anholdte havde skader i ansigtet.

Den forurettede, der i en særskilt sag blev dømt for at have solgt hash, har ligeledes vidnet.

Den tiltalte 37-årige er ikke længere ansat ved politiet, efter at han selv valgte at søge væk.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik