Politimand får kritik for slag mod kvinde

Demonstrant ved Brorsons Kirke får delvis ret i sin klage over betjent, der cirka otte gange slog hende med sin stav.

En ung kvinde fik for mange slag med en politistav, da hun i august sidste år forsøgte at hindre politiets rydning af Brorsons Kirke i København.

En kampklædt betjent slog kvinden cirka otte gange, men de sidste to-tre slag er over stregen, fastslår statsadvokat Lise-Lotte Nilas.

"Kritisabelt", lyder hendes vurdering, mens Politiklagenævnet mener, at betjenten har opført sig "yderst kritisabelt."

Betjenten slog igen og igen, men burde altså have holdt inde efter det femte slag og dermed have givet kvinden mulighed for at fjerne sig, mener statsadvokaten.

Politiklagenævnet mener dog, at betjenten burde have behersket sig allerede efter det første slag.

Ingen af slagene er dog strafbar vold. Det var i orden at slå, fordi hun ikke efterkom ordren om at fjerne sig, lyder det.

- I situationen var der ikke forsæt til at begå strafbar vold, siger Lise-Lotte Nilas, som baserer afgørelsen på tv-billeder af episoden.

Kvinden har sagt, at hun var chokeret over politiets adfærd.

- Vi sidder fredeligt og roligt og bruger kun kroppen, så jeg troede, at de blot ville bære os væk, har hun udtalt.

Hun og andre forsøgte at hindre politiet i at køre væk med en gruppe irakere, der opholdt sig i kirken. Myndighederne havde besluttet at udsende irakerne.

/ritzau/