Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

Politileder skal spotte sneproblemer

Politiet i Nordsjælland har patruljevogn med politileder og radio- og videoudstyr til at rapportere om sneen.

Nordsjællands Politi forsøger at komme sneproblemer i forkøbet ved at have en veludstyret patruljevogn bemandet med en politileder ude på de små veje.
- Vi har så mange forpligtelser i forhold til beredskabet, at vi skal have tilvejebragt et øjebliksbillede af situationen, siger vagtchef Søren Bjørnestad, Nordsjællands Politi.

Bilen, der er udstyret med alt muligt radio- og videoudstyr, bringer politilederen ud i de yderste hjørner af kredsen, for at han kan danne sig et indtryk af, hvor lang tid det tager at komme frem med ambulancer og brandbiler, og hvor beredskabet eventuelt skal forstærkes.

Kredsen har bæltekøretøjer fra militæret posteret på Falck-stationerne i Helsingør og Frederiksværk og kan desuden disponere over nogle firhjulstrukne køretøjer.

Mandag formiddag var de nordsjællandske biveje vanskeligt passable, og der var en del fygning i den nordlige del af kredsen omkring Græsted og Helsinge og længere sydpå i Gørløse og Veksø.
Men bilisterne har tilsyneladende sat farten ned, så de kører efter forholdene. Derfor har der ifølge Søren Bjørnestad ikke været alvorlige trafikuheld, men kun småbuler.