Politiklager skal afgøres af uafhængige

Næste år er det slut med, at politiet undersøger sig selv, når borgere klager over dem.

 1. januar ser et nyt og uafhængigt politiklageorgan dagens lys, og det skal styrke retssikkerheden, skriver Berlingske.     
Klager over voldelige politibetjente skal efter årsskiftet undersøges af en nyoprettet og uafhængig politiklagemyndighed. Det sker efter, at det nuværende system i mange år er blevet kritiseret for, at politiet undersøger sig selv, når der bliver klaget over dem.

      »Det nuværende system har ganske naturligt givet anledning til overvejelser, diskussioner og kritik. Derfor bliver den nye uafhængige myndighed hverken en del af politiet eller af anklagemyndigheden, men bliver et institut, hvor man har sikret den højeste grad af uafhængighed,« siger den nyudnævnte direktør i Den Uafhængige Politiklagemyndighed, Kirsten Dyrman til Berlingske.

      Når en borger herhjemme klager over politiet i dag, bliver sagen afgjort og behandlet af statsadvokaten, der til daglig arbejder sammen med flere led i politistyrken. Men det er ikke holdbart, mener flere eksperter og organisationer, deriblandt Amnesty International, som i mange år har kritiseret systemet.

      »Problemet med det gamle system er, at statsadvokaterne arbejder meget tæt sammen med politiet, og ofte er det politifolk, som sættes til at efterforske klagerne. Det er ikke optimalt, og derfor har vi store forventninger til det nye uafhængige klagesystem med egne efterforskere,« siger Claus Juul, juridisk konsulent i Amnesty International i Danmark.

      Skal der rejses tiltale mod en betjent, er det dog stadig statsadvokaten, som skal gøre det. Men baggrunden for en eventuel tiltale vil være en uvildig undersøgelse lavet af den uafhængige politiklagemyndighed.

      Målet med den nye klagemyndighed er større tilfredshed i befolkningen og mindre politisk blæst efter, at flere enkeltsager er havnet i medierne. Det mener professor i strafferet og straffeproces ved Aarhus Universitet, Gorm Toftegaard Nielsen, som selv var med i det forberedende arbejde til det nye klageorgan.

      »Og så bliver der efter nytår bedre mulighed for at prøve de alvorligste sager af ved domstolene. Vi havde for eksempel Tilst-sagen for nogle år siden, hvor to mænd blev skudt og dræbt af politiet, og den slags sager vil i fremtiden blive lettere at indbringe for domstolene,« siger Gorm Toftegaard Nielsen.

      Allerede tilbage i begyndelsen af 2010 blev det vedtaget, at der skulle etableres et nyt uafhængigt politiklageorgan, og nu glæder politikerne på Christiansborg sig til, at det endelig træder i kraft.

      »Politiet udøver en stor myndighed og har meget magt, og den magt skal selvfølgelig kontrolleres. Jeg håber, retssikkerheden bliver større for både de personer, der klager over politiet, og de betjente der bliver klaget over,« siger Karsten Lauritzen, retsordfører i Venstre til Berlingske.

      Også Socialdemokraternes retsordfører, Ole Hækkerup, mener, at den nye klagemyndighed vil forbedre retssikkerheden og øge befolkningens tillid til politiet.

      »Jeg tror egentligt ikke, antallet af klager eller tiltaler grundlæggende vil ændre sig i forhold til det nuværende system, men retssikkerheden bliver større,« siger han til Berlingske.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik