Politikerne med til at optrappe bandekrig

De danske politikere fra SF over regeringen og til Dansk Folkeparti er godt i gang med at gøre den eksisterende bandekrig værre med det sprog, de bruger mod indvandrere i det danske samfund.

Det mener formanden for Det Kriminalpræventive Råd, juraprofessor Eva Smith, der i Politiken Søndag advarer politikerne om, at den hårde linje i de seneste ugers debat om den stigende bandekriminalitet kan ødelægge den kriminalpræventive indsats over for banderne.
- Politikerne er med til at trække konflikten op blandt andet ved at lave signallovgivning såsom at stramme reglerne for udvisning af indvandrere. Politikerne ved godt, at det ikke nytter noget og ikke gør andet end at få den ene side til at sige, at nu vender de det hele mod os. Og stolt går Jønke ud i pressen og siger: Lad os få mere af det, så vi kan få de der sorte smidt hjem. Det er da ikke nogen god måde, hvis man vil undgå uro og ballade, siger Eva Smith til Politiken.
Hun langer ikke mindst ud efter DF og forslaget om kun at give kompensation for de øgede miljøafgifter for de to yngste børn i familien i den ny skatteaftale.
- Dansk Folkeparti siger helt åbent, at det gør man, fordi det kun er indvandrere, der har store familier. Det er fuldstændig utroligt, at regeringen går med til sådan noget og ikke siger: 'Spis brød til'«, siger Eva Smith til Politiken.