KOMMUNAL OG REGIONSRÅDSVALG 2017 Gå til valg forsiden

Politikerne går langt for at fange din opmærksomhed

Med kun tre uger til kommunalvalget er lygtepælene godt fyldt op med valgplakater. Vi har kigget på nogle af dem, der skiller sig ud fra mængden.

Det kræver en vis portion opfindsomhed, hvis man som kommunalpolitiker skal fange vælgernes opmærksomhed med sin valgplakat.

Her i hovedstadsområdet har flere opstillede kandidater haft mod på at udfordre idéen om, hvordan en valgplakat skal se ud. Se eksemplerne her: 

Heidi Wang - København

  Foto: Heidi Wangs valgplakat

Heidi Wang stiller op i København for Liberal Alliance. På sin valgplakat har hun fået photoshoppet sit ansigt på en kæmpestor sumobryders krop, mens Frank Jensen har fået sit ansigt photoshoppet på en spinkel mandekrop, der forgæves forsøger at skubbe Wang ud af ringen.

'Mindre kommune, mere København', lyder valgplakatens slogan, samtidig med at politikeren kræver 'mere Wang, mindre wrong'.

Sofia Osmani - Lyngby-Taarbæk

  Foto: Jeppe Eisner

Den  nuværende konservative borgmester i Lyngby-Taarbæk, Sofia Osmani, har også en alternativ valgplakat.

Den er malet af den lokale kunstner Jeppe Eisner og er fyldt med nogle af de ting, Sofia Osmani holder af i kommunen - blandt andet Mølleåen, Frilandsmuseet og Dyrehaven.

Der er i det hele taget mange detaljer med i den farverige valgplakat. Sofia Osmanis mand, to børn og forældre er også med i  motivet.

Jeppe Fransson - Roskilde

  Foto: Jeppe Fransson

Detajlegraden er noget mindre i Jeppe Franssons valgplater, der hænger i Roskilde, hvor han stiller op for Radikale. Det er nemlig en ganske simpel tegning af kandidaten.

Opfindsomheden er dog her kommet lidt på bagkant. På sin facebookprofil skriver Jeppe Fransson nemlig: 'Når trykkeriet klokker i det og ikke leverer ens plakater, må man være kreativ.' 

De rigtige valgplakater er siden hen blevet hængt op, men tegningerne har også fået lov til at blive.

Neil Bloem - København

  Foto: Neil Bloems valgplakat

'Kan den københavnske velfærd modstå presset fra den stærke højrefløj?' Sådan spørger Neil Bloem, der stiller op for SF i hovedstaden. 

På plakaten ses kandidaten som en slags superhelt kæmpe imod brugerbetaling og nedskæringer på plejehjem og i børnehaver. 

Neil Bloem har dog også en mere traditionel valgplakat med et almindeligt billede af ham selv. 

Karina Bergmann - København

  Foto: Karina Bergmanns valgplakat

Karina Bergmann, der stiller op for Liberal Alliance i København, vil gerne slå én ting fast med sin valgplakat. 

'Nej, det er ikke mig med brylluppet på rådhuset' står der kort og godt på valgplakaten, der har hittet på sociale medier.

Karina Bergmann er nemlig blevet forvekslet med Anna Mee Allerslev, der i sidste uge trak sig fra posten som beskæftigelses- og integrationsborgmester i København. 

Troels II Munk - Frederiksberg

  Foto: Anja Bencke - TV 2 Lorry

På Frederiksberg er den socialdemokratiske kandidat Troels II Munk blevet inspireret af en af de helt store i sit parti - nemlig den tidligere statsminister Thorvald Stauning, der i sin tid førte valgkamp under parolen 'Stauning eller kaos'. 

Det er den nok mest kendte valgplakat herhjemme, som Troels II Munk dermed hentyder til med det påtrykte "eller kaos" på trøjen.