Foto: TV2/Lorry

Politikerne er uenige om Det Kgl. Teater

K-kulturordfører: Regeringen skal ikke stå parat med en pose penge, hver gang et teater får ondt i økonomien.

Regeringspartierne og oppositionen er stærkt uenige om, hvorvidt Det Kongelige Teater har en god eller dårlig sag, når teatret beklager sig over, at offentlige besparelser tvinger nationalscenen til afskedigelser og til at lave færre forestillinger.
     
En redegørelse for sagen, som kulturminister Per Stig Møller (K) præsenterede tirsdag eftermiddag, har tilsyneladende ikke flyttet på politikernes holdninger.
     
Den konservative kulturordfører Rasmus Jarlov stiller sig uforstående over for de argumenter, som Det Kongelige Teater fremfører, blandt andet for at reducere antallet af forestillinger fra de nuværende 600 til 500 i 2011-12.
     
- Teatrets ledelse har kendt vilkårene i fire år, og det er et ledelsesansvar at foretage de nødvendige prioriteringer for at få økonomien til at hænge sammen, siger Rasmus Jarlov.
     
Han erkender, at Det Kongelige Teater i lighed med andre kulturinstitutioner er blevet udsat for voldsomme besparelser som led i regeringens genopretningspakke.
     
- Men vi har én gang bevilget ekstra midler i en størrelsesorden, som overgår disse besparelser, og det kan ikke være meningen, at regeringen skal stå parat med en pose penge, hver gang et teater får ondt i økonomien, mener Jarlov.
     
Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, havde bedt om redegørelsen fra kulturministeren.
     
Han konstaterer, at Kulturministeriet og nationalscenen er "grundlæggende uenige" om teatrets økonomiske vilkår.
      
- For mig står det ikke klart, om staten lever op til sit ansvar, som det blev formuleret, da Det Kongelige Teater fik Operaen foræret af Mærsk McKinney Møller, siger Mogens Jensen.
     
Politikerne afventer nu en rapport fra den arbejdsgruppe, som skal kulegrave teatrets økonomi.
     
Rapporten ventes før sommerferien, og den vil indgå i grundlaget for den politiske aftale om de økonomiske rammer for Det Kongelige Teater i perioden 2012-15.