Den kendte designer Ilse Jacobsen og hendes virksomhed har den seneste tid været raget uklar med Helsingør Kommune og naboer. Foto: Nikolai Linares

Politikerne bøjer sig for gummistøvledronning trods klager

Den kendte designer Ilse Jacobsen får sandsynligvis lov at blive på adressen i Ålsgårde. Hun har tidligere truet med at trække virksomheden ud af kommunen.

Den kendte designer Ilse Jacobsen og hendes virksomhed har den seneste tid raget uklar med Helsingør Kommune og naboer, da det har været vanskeligt for designeren at få landzonetilladelse af kommunen.

Tidligere har hun truet med at flytte sin virksomhed Hornbæk A/S ud af kommunen. Men nu får hun en ny håndsrækning fra byrådet, skriver Helsingør Dagblad.

Trods trods klager fra naboer og Danmarks Naturfredningsforening, lader det nu til, at der alligevel er en chance for at Ilse Jacobsen får lov til at blive på den omstridte adresse Holmenevej 31 i Ålsgårde, hvor hendes virksomhed i dag ligger.

Læs også Gummistøvledronning risikerer flytning

Dispensation

Ilse Jacobsen har tidligere fået dispensation til at drive virksomhed på adressen, der ligger i en landzone, hvor man ikke må drive erhverv. Men nu har virksomheden vokset sig fra ni til 35 medarbejdere, hvilket naboerne er utilfredse med. 

Naboen Fredrik Fabian Eriksen føler sig for eksempel generet af den megen trafik til og fra virksomheden, samt af lys- og støjgener.

- Kommunen er blevet ført bag lyset i forhold til medarbejdernes antal. Jeg tror, at der er langt flere end de 35, de påstår. 55-60 medarbejdere måske, har han tidligere udtalt til Helsingør Dagblad.

Helsingør Kommune har tidligere givet virksomheden dispensation til at have flere ansatte end de ni, men den dispensation har Natur- og Miljøklagenævnet nu underkendt, hvilket gør, at virksomheden ikke ligger lovligt placeret længere.

Udfordrer Natur- og Miljøklagenævnet

Giver byrådet i Helsingør Kommune derfor på ny tilladelse til, at Ilse Jacobsen kan fortsætte driften af sin virksomhed på adressen, vil man udfordre Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse. Desuden har kommunens embedsmænd advaret mod at give tilladelse.

Men trods klager, ser det lyst ud for Ilse Jacobsen, mener formand for Helsingør Byråds teknik-, miljø- og klimaudvalg Johannes Hecht-Nielsen, Venstre. 

Ifølge ham  ligger Ilse Jacobsens virksomhed lige på grænsen af, hvor der må drives virksomhed. Men venstrepolitikeren er ganske sikker på at byrådet vil give tilladelse. 

Læs også Byråd sætter direktion på plads: Øl-fest beholder tilladelse

- Jeg er overbevist om, at der igen vil være flertal for, at vi giver denne her tilladelse. Vi ved godt, at der vil blive klaget, og så må vi afvente og se, hvad Planklagenævnet gør," siger Johannes Hecht-Nielsen til Helsingør Dagblad og tilføjer, at sagen sandsynligvis  ender i klagenævnet. 

Ifølge Helsingør Dagblad bakkes  Venstre-politikeren op af udvalgsmedlemmer fra De Konservative og Socialdemokratiet. 

Læs også Skoleleder modsiges af sine egne: Drop bare skolen på blå mandag