Politikere vil ikke ændre på dyr SFO-ordning

Selvom 148 børn allerede er blevet meldt ud af SFO-ordningen i Hørsholm Kommune, skal forældrene ikke forvente, at priserne bliver ændret tilbage

"Hvis man har solgt sine fodboldstøvler og meldt sig ud af fodboldklubben, så spiller man ikke mere. Men så kan man melde sig ind igen, hvis man vil." Sådan beskriver Otto B. Christiansen, formand for Børne- og Skoleudvalget i Hørsholm Kommune, Kons., den udvikling, som der har været på SFO-området, hvor 148 børn er blevet meldt ud af ordningen.

quote Prisstigningerne er kommet efter et budgetforlig, hvor samtlige 19 byrådsmedlemmer blev enige. Så derfor bliver det for vanskeligt at ændre.

Otto B. Christiansen, Fmd., Børne- og Skoleudvalget, Hørsholm, Kons.

Forældrene er fortørnede over, at en SFO-plads fra årsskiftet er steget med 1296 kroner om måneden for fjerde og femte klasses børn, mens nulte til tredje klasse også har oplevet en prisstigning, dog kun på 100 kroner om måneden.

- Det er selvfølgelig kedeligt, at så mange har meldt sig ud, men vi må fokusere på dem, der er blevet. Dem må vi forsøge at lave en rigtig god SFO til. Prisstigningerne er kommet efter et budgetforlig, hvor samtlige 19 byrådsmedlemmer blev enige. Så derfor bliver det for vanskeligt at ændre, siger Otto B. Christiansen., Kons.

Formanden for udvalget forklarer prisstigningerne med en besparelse, der skulle findes, og som man har undladt at lade ramme de yngste - i stedet er det gået rigtig hårdt udover de ældste, som man i stedet må gøre noget andet for.

- Vi kan ikke gøre noget ved de 148, som er væk, men vi skal passe på de 250 børn, som er blevet. En af mulighederne for at ændre er at opkvalificere det tilbud, vi har i dag, så folk bliver mere tilfredse med at betale den pris, som det koster. SFO er et tilbud, som forældrene kan tage, eller lade være - vi kan ikke tvinge nogen til at blive.

quote Jeg er overrasket over de mange frafald, som er kommet meget bag på mig. Noget skal gøres, men det er for tidligt at sige hvad.

Peter Antonsen, Medl., Kommunalbestyrelsen, Hørsholm, Borgerlisten.

Sammen med Radikale Venstres Henrik Klitgaard og Borgerlistens Peter Antonsen har udvalgsformanden haft et møde for at håndtere den store masseflugt. Flere af politikerne er enige om, at man har lavet en fejl, som man skal have gjort noget ved.

- Vi har dummet os lidt ved at indføre det fra årsskiftet, så folk mærker den store prisforskel under et skoleår. I stedet skulle vi have gjort det over sommerferien, så prisen var den samme for forældrene, når børnene skiftede fra tredje klasse til fjerde klase, siger Otto B. Christiansen.

- Jeg vil gerne vedkende mig min del af ansvaret i budgetaftalen - som vi alle i kommunalbestyrelsen har et ansvar for. Jeg er overrasket over de mange frafald, som er kommet meget bag på mig. Noget skal gøres, men det er for tidligt at sige hvad, siger Peter Antonsen, Borgerlisten.

Socialdemokraternes Niels Lundshøj har i et debat-indlæg på Ugebladet Hørsholms hjemmeside erklæret beslutningen for en fejl fra politikerne, som man bør få ændret. Og det er Peter Antonsen enig i.

- Vores parti er ikke interesseret i at udsulte de fire SFO'er i kommunen, da det er et gammelt kernepunkt for vores parti. Skolernes fritidsordninger skal være ordentlig og velfungerende, og derfor skal vi finde frem til den rigtige løsning på det her problem - afbøde virkningerne af prisstigningerne, siger han.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik