Politikere vil have Hizb ut-Tahrir ud af kommunale lokaler

Hizb ut-Tahrir Skandinavien holder sin årlige konference i morgen i Nørrebrohallen. En af oplægsholderne har tidligere opfordret til drab på jøder. Flere københavnske politikerne så helst, at man kunne nægte foreningen at afholde arrangementer i kommunalt ejede lokaler.

Det er kommet flere københavnske politikere for øre, at en af talerne ved konferencen i morgen er Taimullah Abu-Laban, søn af den tidligere imam Ahmad Abu Laban. Han har ifølge flere medier flere gange fremsat offentlige udtalelser, hvor han opfordrer til drab på jøder, og at staten Israel skal udslettes.

Politisk ordfører for Socialdemokraterne i Københavns Borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen, langer i den forbindelse kraftigt ud efter Hizb ut-Tahrir.

"Det er en mand, der førhen har opfordret til drab på jøder. Han skal så tale ved en konference i København i selv samme år, hvor der netop har været angreb mod det jødiske samfund i Danmark. Det synes jeg, man skal forsøge at gøre noget ved. Det handler om beskyttelse af de danske jøder," siger Lars Aslan Rasmussen til TV2 Lorry.

Kultur- og Fritidsborgmester i København, Carl Christian Ebbesen (DF), har via sin forvaltning bedt Hizb ut-Tahrir om at erklære, at arrangementet er lovligt. Det har foreningen gjort. Derudover er politiet blevet informeret om det, som Carl Christian Ebbesen betegner som et "højrisiko-arrangement".

Konferencen bliver afholdt i Nørrebrohallen, der er ejet af Københavns Kommune. Politikere har i årevis klaget over, at Hizb ut-Tahrirs møder foregår i kommunale lokaler. Men så længe det er en lovlig forening, er Hizb ut-Tahrir ligestillet med andre foreninger og organisationer, og kommunen er nødt til at stille lokaler til rådighed for dem.

"Jeg kunne godt tænke mig, at vi måtte sige nej til foreninger, der ikke har et demokratisk sindelag. Men det kan vi ikke gøre på grund af lovgivningen. Jeg vil gerne endnu engang opfordre politikerne på Christiansborg til at ændre det," siger Carl Christian Ebbesen til TV2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik