Politikere vil have fokus på ligestilling i kulturinstitutioner

Københavns kultur- og fritidsborgmester vil stille krav om fokus på ligestilling og mangfoldighed på kommunalt støttede spillesteder, teatre og museer.

Alternativet, SF og Radikale Venstre fremstiller nu et forslag om, at kommunalt støttede spillesteder, teatre og museer skal udarbejde en handlingsplan for, hvordan de vil sikre ligestilling og mangfoldighed, hvis de fortsat vil modtage støtte fra Københavns Kommune.

- Det er med ugangspunkt i de udøvende kunstnerne, som udstillede billedkunstnere, musikere og skuespillere. Vi kan for eksempel se, at lige mange kvinder og mænd bliver uddannet fra Kunstakademiet, men over dobbelt så mange mænd bliver udstillet på gallerierne. Så der er en skævvridning af kønsfordelingen, som vi ønsker at angribe politisk, siger Kultur- og Fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde fra Alternativet. 

Borgmesteren lægger op til, at tilskudsmodtagerne selv laver en handlingsplan for, hvordan de vil imødekomme den manglende ligestilling. 

En kæmpe udfordring for teaterhistoriske forestillinger

For nogle kulturinstitutioner, som eksempelvis Grønnegårds Teatret, som udelukkende spiller teaterhistoriske forestillinger såsom Shakespeare, Holberg og Molier kan det være en større udfordring at leve op til borgmesterens krav. 

- Det vil gøre det hele meget firkantet og meget svært. Og det er klart, at vi ville have større problemer end alle andre teatre, fordi alle klassikerne typisk har flere mandlige end kvindelige roller, og det kan man ikke løse. Man kan ikke lave en Shakespeare-forestilling med lige mange mænd og kvinder, fortæller Steen Stig Lommer, teaterchef på Grønnegårds Teatret. 

Han er desuden skeptisk over for politisk indblanding. 

- Politisk indblanding i kunst er altid problematisk, fordi kunst ikke kan puttes i kasser. Og det gælder alt slags kunst. Så det er selvfølgelig et problem, hvis man begynder at blande sig i, hvad der skal på scenen, siger Steen Stig Lommer.

Flere Københavnske kulturinstitutioner er positive 

TV 2 Lorry har foretaget en rundspørge hos de kommunalt støttede kulturinstitutioner, og her byder størstedelen kulturborgmesterens forslag velkommen. 

På Teater Grob er man begejstret over det nye forslag og det politiske initiativ.

- Jeg tror, at kulturborgmesterens forslag vil kunne være med til at sætte en dialog i gang, som ikke har været så tydelig før, siger Maja Ries, administrativ leder på Teater Grob. 

Her har man i flere år arbejdet med at få mere ligestilling og mangfoldighed på de skrå brædder. 

- Vi arbejder allerede ret bevidst om det. På de enkelte forestillinger, vi laver, skeler vi jo til, om der er en kønsbalance, og om vi har mangfoldighedsaspektet med, fortæller Maja Ries.

Godt initiativ, men for meget beaukrati 

Kultur- og fritidsborgmesterens forslag er blandt andet baseret på en undersøgelse udarbejdet af Fagbladet Billedkunstneren. Tallene viser, at ud af 15 københavnske gallerier, har der været 202 mandlige udstillere, hvor der kun har været 89 kvindelige udstillere.

Det er dog ikke alle, som er lige begejstrede for borgmesterens forslag.

- Vi er rigtig kede af, at det eneste redskab, borgmesteren kan komme op med, er mere dokumentation, mere papir og mere beaukrati siger medlem af Kultur-og Fritidsuvalgt, Jonas Bjørn Jensen (Soc.dem.) 

Socialdemokratiet deler dog borgmesterens holdning om, at der skal mere fokus på ligestilling i kulturlivet. De fremsender derfor et ændringsforslag

- Der skal udarbejdes en ligestillingsredegørelse med fokus på køn, etnicitet og alder, og så skal Kultur- og Fritidsforvaltningen starte en dialog med de største kultur- og fritidsaktører i København med henblik på at finde fælles initiativer til at sikre bedre ligestilling, forklarer Jonas Bjørn Jensen. 

I dag skal Kultur- og Fritidsudvalget tage stilling til forslaget, som skal være med til at fremme ligestilling og mangfoldighed på kulturområdet.

- Nu har det i mange år været en fordel at være en mand, og det skal det ikke nødvendigvis være mere, siger Franciska Rosenkilde. 

Politikere vil have ligestilling i kunsten i Købehavn.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik