Politikere vil fjerne strandbeskyttelse: Kun ufredet område kan røres

Gribskovs politikere har stemt for at ville ophæve strandbeskyttelsen for en strand i Gilleleje. Men det betyder ikke, at der skal bygges på stranden. Den er nemlig fredet.

Strandområdet vest for havnen i Gilleleje har været på manges læber i Gribskov de sidste par dage.

Mandag stemte et enigt Økonomiudvalg for at forsøge at få fjernet den strandbeskyttelseslinje på 300 meter, der er på området.

Den beslutning har fået den lokale naturfredningsforening op i det røde felt. 

- Nu har man haft politikere i det her land, der fra for 100 år siden passede godt på vores strande og lavede kystbeskyttelseslinjer, der sikrede, at man ikke byggede på strandene i modsætning til mange andre lande. Og så kan de finde på sådan noget her, siger Helge Muhle Larsen, der er medlem af bestyrelsen i Dansk Naturfredningsforening i Gribskov.

- Jeg synes, de straks skal putte det forslag i skuffen og glemme alt om det, siger han. 

Helge Muhle Larsen vil beholde stranden, som den er.

Ingen risiko for byggeri på fredet areal

Helge Muhle Larsen og Naturfredningsforeningen frygter især, at en ændring af strandbeskyttelseslinjen vil påvirke adgangen til stranden.

Men det afviser det konservative medlem af Økonomiudvalget i Gribskov, Jesper Behrensdorff.

- Der er ikke nogen tvivl om, at det er et fredet område, og det skal det blive ved med at være. Årsagen til, at vi har taget det fredede område med, er, at så vil der blive mulighed for eksempelvis at lave en badebro herud for. Men risikoen for, at der en dag vil blive bygget på det her areal, er ikke til stede, siger han.

Det røde markerer den del af stranden, der ikke er fredet.
Det røde markerer den del af stranden, der ikke er fredet.
Foto: TV 2 Kosmopol

Han stemte for at ansøge om at fjerne kystbeskyttelsen, fordi han vil give havnen mulighed for at udvikle sig. Også selvom der ikke ligger nogle konkrete byggeplaner lige nu. 

- Hvis man ikke udvikler sig, så afvikler man. Havnen har levet af fiskeri i 100 år, og det går rigtig godt, men der er ingen, der ved, hvad fremtiden bringer. Det kan være, at havnen skal udvikle deres erhvervsaktiviteter i de kommende år, og så vil man være begrænset af strandbeskyttelseslinjen, siger han.

Politikerne i Økonomiudvalget stemte ja til at sende en ansøgning videre til miljø- og fødevareministeren, der senere skal tage stilling til, om man vil fjerne strandbeskyttelseslinjen. Intet er derfor afgjort i sagen endnu. 

Jesper Behrensdorff, Kons., mener, at ingen udviklin er afvikling.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik