Politikere vil afgrænse transportcenter

Udsigten til at blive omkranset af asfalt, beton og kæmpemæssige lagerbygninger har længe skabt dyb bekymring i landsbyerne Højelse, Ølby, Ølsemagle, Ll. Salby og St. Salby i Køge Kommune.

Landsbyerne frygter udvidelsen af Skandinavisk Transport
Center, og alt tyder på, at politikerne lytter. Det skriver
DAGBLADET Roskilde.
De Radikales medlem af økonomiudvalget, Claus Steen Petersen,
har allerede slået fast, at han ikke ønsker, at
transportcenteret skal udvikles henover Ølbyvej, og samme klare
melding lyder nu fra Flemming Christensen (K), der er formand
for Køge Kommunes Erhvervsudvalg.
- Jeg kan sagtens forstå landsbyerne, men det er afgørende at
slå fast, at der ikke er truffet nogen politisk beslutning om
udvidelsen af transportcenteret, og De Konservative vil i den
forbindelse også sætte grænser for centeret og satse på
alternative placeringer.- I vores verden er Ølbyvej
transportcenterets grænse mod vest, siger Flemming Christensen
til DAGBLADET Køge.