Politikere tilbudt julegaver i smug.

Flere byrådsmedlemmer i Helsingør fik tilbudt julegaver tilsendt i »neutral emballage« af Reitan Ejendomsudvikling, der arbejdede på at placere nye supermarkeder i kommunen. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Millioner er i spil, når det handler om at få lov til at bygge supermarkeder de rigtige steder. Nu viser det sig, at selskabet Reitan Ejendomsudvikling, der har norske Rema 1000 som storkunde, er gået meget langt i forhold til medlemmerne af Helsingør Kommunes Ejendoms- og Miljøudvalg.

- Jeg fik et julekort, hvor der stod en kode til en netbutik, hvor man kunne vælge mellem gaver som et knivsæt i prisklassen 1000 kroner. Reitan skrev, at de ville sende pakken i neutral indpakning, siger byrådsmedlem Per Slot (K), der fik tilbuddet i julen 2008.

- Jeg syntes, at det var langt over stregen, og jeg bestilte naturligvis ikke noget, siger Per Slot. Han fortæller, at han også er blevet inviteret på restaurant af selskabets udviklingschef - men i stedet inviterede han hjem i køkkenet.
Til gengæld bekræfter hans partifælle Jørgen Haagen Nielsen, at han modtog en gave i form af T-shirt eller lignende, som han havde bestilt via netbutikken.

Det, mener han, ikke påvirkede hans holdning til Reitans byggeønsker. Det tredje konservative udvalgsmedlem Sten Kallenbach erindrer i dag ikke noget om en julegave fra Reitan. Alle øvrige medlemmer af udvalget siger, at de ikke har fået det omtalte julekort.

- Det er retsligt kritisabelt at give eller modtage gaver som politiker fra selskaber med særlige interesser. Det bør man holde sig langt fra, siger professor Steen Rønsholdt fra Københavns Universitets juridiske fakultet.

Reitan Ejendomsudviklings administrerende direktør Jan Poulsen oplyser, at han ikke kan huske noget om gaverne. Men han bekræfter, at selskabet har givet julegaver til politikere, embedsmænd og alle mulige andre samarbejdspartnere. Det er dog slut nu.

- Vi blev i efteråret fremstillet i et meget kedeligt lys i forbindelse med en sag om partistøtte i Fredensborg Kommune. Det har fået os til at beslutte, at vi ikke giver en bøjet femøre til politikere, partier eller embedsfolk, siger han.