Politikere: Tag afstand fra nattens uroligheder

Flere partier på Christiansborg advarer nu fristaden efter nattens bål og smadrede butiksruder på Christianshavn.

Årsagen til den voldsomme uro er - ifølge politiet - at en betjent skød en Christiania-hund under anholdelsen to formodede hashhandlere, der satte sig voldsomt til modværge.
Og nu truer Lars Barfoed så med at udelukke christianitterne fra al dialog omkring lovliggørelsen af Fristaden, hvis ikke de tager klart afstand fra urolighederne:
- Hvis christianitterne selv ønsker lovløshed, det vil sige en situation, hvor politiet ikke kan komme på Christiania, så må vi konstatere, at de ikke vil lovliggøre Christiania, og så kan vi ikke har en seriøs dialog med dem, og så må vi gennemføre processen med at lovliggøre Christiania uden dem.
Også Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti sår tvivl om de videre forhandlinger om Christianias fremtid efter urolighederne.
Mens de fleste partier på Christiansborg kræver, at et samlet Christiania tager afstand fra nattens bål og brand, så tøver christianitterne.
Uroen brød ud, da politiet følte sig nødsaget til at skyde en hund. Herefter gik op mod 100 personer på gaden og kastede med sten og tændte bål.
Det får flere partier til at true med at afbryde forhandlingerne om fristadens fremtid. I hvert fald hvis Christianitterne ikke tager afstand, "og det ville jeg gerne, men kan ikke", siger Tanja Zabell fra Christianias pressegruppe:
- For at der skal være en officiel udmelding om, hvorvidt vi skal eller ikke skal tage afstand fra urolighederne i nat, så skal det besluttes på et fællesmøde. Og jeg mener, at der er blevet indkaldt til fællesmøde, men det er ikke blevet afholdt endnu.
Fællesmødet - hvor Christianitterne skal finde ud af, om de vil tage afstand fra brand og ballade - afholdes måske i aften.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik