Politikere opgiver planer om mærkning af retoucherede reklamer i København

Et politisk flertal i København besluttede i 2018, at alle reklamer, opsat på kommunale reklamepladser, skulle mærkes. Nu droppes planene efter muligt erstatningskrav på et trecifret millionbeløb.

Københavns Kommune opgiver planer om mærkning af retoucherede reklamer. Det vides ikke, om reklamen på billedet er retoucheret. Foto: Henry Michaelsen - TV 2 Lorry

Det københavnske bybillede er fyldt med reklamebilleder, men for den forbipasserende kan det være svært at vurdere, om billedet er retoucheret eller ej.

Derfor har et politisk flertal i kommunen ønsket at få indført en mærkningsordning af de retoucherede reklamer, for at få gjort op med de urealistiske kropsidealer.

Der er jo en stor mængde af specielt unge kvinder, som bliver påvirket af de her reklamer

Fanny Broholm, medl. Teknik- og Miljøudvalget i København, Alternativet

- Der er jo en stor mængde af specielt unge kvinder, som bliver påvirket af de her reklamer, og hvordan deres kropsideal bliver formet, lyder det fra Fanny Broholm (Å), der er medlem af Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg.

Forslaget kom fra Alternativet, SF og Socialdemokratiet for et år siden, og blev kort efter vedtaget af et flertal i Teknik- og Miljøudvalget.

Men selvom både flertal om ambitioner var på plads, må politikerne på Københavns Rådhus nu sande, at ambitionerne har været så høje, at de ikke er mulige at indfri.

Se TV 2 Lorrys indslag om sagen her:

02:25

Det er ikke realistisk at få gennemført mærkning af retoucherede reklamer i København

Luk video

Uredigerede billeder vil koste trecifret millionbeløb

Årsagen er, at planen om mærkningen af de retoucherede reklamer bliver for dyr at gennemføre.

Det skyldes et trecifret millionkrav, hvis mærkningen bliver en realitet, fra det dansk-franske firma AFA JCDecaux, som har kontrakt på de kommunale reklamepladser og står for det reklamebærende byudstyr i hovedstaden frem til 2031.

Ifølge et notat til Teknik- og Miljøudvalget i København har forvaltningen forsøgt at indgå dialog med firmaet om en mulig gennemførsel af kravet, men her påpeger ADA JCDecaux, at ordningen vil medføre store økonomiske konsekvenser.

Konsekvenser, der kan rettes mod kommunen i form af økonomisk kompensation for den negative indvirkning på deres muligheder for omsætning på reklamepladserne i hovedstaden.

"Det forventes derfor, at en fremtidig mærkning af samtlige retoucherede reklamer vil have en særdeles negativ indvirkning på AFA JCDecaux’ omsætning i København. Det vurderes, at forslaget kan ændre omsætningspotentialet med et trecifret millionbeløb set over kontraktens resterende løbetid", skriver firmaet i et svar til forvaltningen den 6. juni.

"Det er ikke realistisk at få igennem"

Og den besked har nu fået det politiske udvalg til at trække nødbremsen og lægge det vedtagne forslag og visionerne om uredigerede billeder i byrummet i graven.

Et trecifret millionbeløb er rigtig mange penge, og kommunen mangler penge på rigtig mange områder, så det vil nok være urealistisk

Marcus Vesterager, medl. Teknik- og Miljøudvalget i København, Soc.dem.

- Det gør jo nok desværre, at det ikke er realistisk at få igennem. Et trecifret millionbeløb er rigtig mange penge, og kommunen mangler penge på rigtig mange områder, så det vil nok være urealistisk at sige, at vi går ind og gør det her, siger Marcus Vesterager (S) og tilføjer:

- Man må også anerkende, at nogle gange vedtager vi nogle ting, som ikke bliver til noget - desværre.

Politikere overvejer frivillig mærkning

I stedet foreslår AFA JCDecaux, at der laves en positiv, frivillig mærkning for de reklamer, der ikke er retoucherede - og den idé bakker flere partier i Borgerrepræsentationen nu op om.

Samtidig vil politikerne arbejde videre på, at også eksempelvis retoucherede reklamer på busser kan mærkes eller minimeres, da kommunen flere steder sidder med bestyrelsesposter, som kan veksles til indflydelse på området.

Det gælder blandt andet bestyrelsesposter i By & Havn, Metroselskabet og hos Movia.

- Her vil vi i hvert fald plædere for, at man ikke bruger retoucherede reklamer, lyder det fra Klaus Mygind fra SF, som selv var en af forslagsstillerne til de uredigerede billeder i byrummet sidste år.

Frem til 2031 vil Københavns Kommune som et minimum sørge for, at deres egne reklamer ikke bliver retoucheret.

Og når der skal forhandles en ny aftale hjem, er det målet, at politikernes ønske kan blive en del af oplægget.

- Når vi skal kigge på et nyt udbud til den tid, må vi jo se på, om de retningslinjer, vi har vedtaget at gå efter i kommunen, ikke også kan blive en del af udbuddet.

- Der er rigtig lang tid til, men nu ved vi hvert fald, at vi skal være opmærksomme på det, siger Marcus Vesterager til TV 2 Lorry.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik