Politikere er bekymrede over presset supersygehus

Hospitalet kan fra starten blive presset hårdere end andre hospitaler, lyder det fra bekymret politiker.

Det vil få flere kedelige konsekvenser, hvis man skærer i antallet af sengepladser og ambulatorierum på det kommende nordsjællandske hospital ved Hillerød.

Det frygter flere medlemmer af hospitalets politiske følgegruppe, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Vi har stillet en række yderligere spørgsmål om konsekvenserne af både at regne med en lavere gennemsnitlig liggetid, en forhøjet belægningsprocent samt en halvering af den tid et ambulant besøg vil tage på det ny hospital, siger regionsrådsmedlem Torben Kjær til Frederiksborg Amts Avis.

Han frygter, at personalet på det ny hospital vil være underlagt større krav om effektivitet end på regionens andre hospitaler for at få regnestykket til at gå op.

- Hospitalet kan fra starten blive presset hårdere end regionens øvrige hospitaler, da man regner med en liggetid på 1,97 døgn i 2020, hvor den for øvrige hospitaler vil være 2,4 og først forventes reduceret til 2 døgn i 2025. Nyt Hospital Nordsjælland forventer også en belægningsprocent på 90, hvor den for øvrige hospitaler er 85, siger Torben Kjær Frederiksborg Amts Avis.

Også Per Tærsbøl (C) mener, at de færre sengepladser og ambulatorierum vil få konsekvenser.

- Beslutningen om at skære antallet af rum på hospitalet i Hillerød kan ikke undgå at føre til, at man må styrke sundhedscenteret i Helsingør og et kommende sundhedscenter i Frederikssund. Man vil blive nødt til at lægge flere ambulatoriefunktioner i sundhedscentrene, siger han Frederiksborg Amts Avis. 

Per Tærsbøl er også nervøs for, at beskæringerne vil føre til, at det ny hospital med tiden vil få færre end de 24 lægelige specialer, som der planlægges med i dag.

Beskæringen af hospitalet er forslået for at få økonomien til at passe med en maksimal byggesum på cirka fire milliarder kroner. Det planlægges at justere projektet med cirka 14.000 m2, heraf cirka 90 færre sengepladser og 25 færre ambulatorierum.

Den politiske følgegruppe mødes igen den 20. maj.

Det nye supersygehus ved Hillerød skal stå klar i slutningen af 2020.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik