Politikere enige om nyt sygehus i Hillerød

Der skal bygges et nyt regionssygehus i Hillerød, og dermed lukker sygehusene i Helsingør og Frederikssund. Frederiksberg og Bispebjerg Hospitaler lægges sammen

Om 10 år vil der ikke længere være sygehuse i Helsingør og Frederikssund, men i stedet et stort regionshospital ved Hillerød. Den nye hospitalsplan blev vedtaget af et politisk flertal i Region Hovedstaden tirsdag aften.

Samtidig besluttede politikerne, at Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler skal lægges sammen og stå klar til at modtage patienter i 2020. Det nye hospital skal foruden hele Bispebjerg rumme den medicinske og ortopædiske del af Frederiksberg Hospital. Sidstnævnte sælges med undtagelse af de bygninger, der skal huse Psykiatrisk Center Frederiksberg.

Formanden for regionen, Vibeke Storm Rasmussen (S), siger til Ritzau, at regionen nu får del i ínvesteringsmidlerne fra regeringens kvalitetsfond. I alt kommer de to nye sygehuse til at koste 9,8 milliarder kroner. Foruden pengene fra fonden vil regionen få indtægter fra salg af de sygehuse, som nedlægges.

ritzau/