Politiker vil have caféer med mudrede ejerforhold gransket

Kendte caféer i Fødevarestyrelsens søgelys skal granskes af embedsmænd i Københavns Kommune, mener V-politiker fra borgerrepræsentationen. 

Sagen om rod i ejerforholdene hos en række kendte caféer i Indre By når nu frem til Københavns Borgerrepræsentation. 

Således vil Flemming Steen Munch, gruppeformand for Venstre og medlem af bevillingsnævnet i Københavns Kommune, nu have embedsmænd i kommunen til at granske Café Dan Turèll, Café Stella, Café Emma og XO Burgers and Steak.

De fire spisesteder blev tidligere på ugen kortvarigt lukket af Fødevarestyrelsen efter uklare ejerforhold og mistanke om stråmandsvirksomhed. 

- Det er klart, at hvis vi i bevillingsnævnet får oplysninger om, at der er mudrede ejerforhold, så vil vi kigge nærmere på deres bevillinger, siger Flemming Steen Munch.

Kan det ende med, at I tager bevillingerne fra spisestederne?

- Så firkantet kan vi ikke sætte det op. Men jeg vil bede nævnets sekretariat om at se nærmere på de bevillinger, næste gang vi skal behandle dem. Så vil vi se kritisk på det, siger Flemming Steen Munch.

Virksomheder med nat- og alkoholbevillinger skal have genbehandlet deres tilladelser mindst hvert ottende år. Det sker dog også, hver gang en ny ejer træder til. 

Berygtet caféejer er tidligere ejer

Café Dan Turèll, Café Stella, Café Emma og XO Burgers and Steak har alle tidligere været ejet af den berygtede og meget medieomtalte københavnske cafékonge Bahram Sari Beliverdi.

Han blev i maj måned idømt tre år og ni måneders fængsel i Københavns Byret for bedrageri, momssvindel og brud på fødevarelovgivningen. Dommen er blevet anket til landsretten.

Fødevaremyndighederne kan ikke gennemskue, hvem der ejer dem - og så blev de lukket

Opslag i CVR-registret afslører, at en person ved navn Kyle Sciberras er angivet som ejer af Café Stella, Café Emma og XO Burgers and Steaks. De to sidstnævnte spisesteder deler blandt andet køkken og toiletfaciliteter på Axeltorv 3. Efter at den 23-årige Kyle Sciberras, der er bosiddende på Malta, mod slutningen af ugen havde meldt sig som ejer af spisestederne, kunne de atter genåbne.

Men da Fødevarestyrelsen fredag mødte op for at pille lukket-skiltene ved Café Emma og XO Burgers and Steaks ned, afslørede rejseholdet, at man havde forsøgt at skjule store mængder udeklareret vin og spiritus på stedet. 

Det har ikke været muligt for TV 2 Lorry, at komme i kontakt med Kyle Sciberras. 

Flemming Steen Munch, hvad skal der til før I fratager caféerne bevillingerne?

- Nu skal vi ikke lave sagsbehandling i nævnet, men hvis det viser sig, at de ikke lever op til reglerne så må vi kigge på det. Der skal være flertal i nævnet, hvis vi skal tage en bevilling fra dem, siger Flemming Steen Munch. 

Dramatisk besøg

I Fødevarestyrelsens kontrolrapport fremgår det, at besøget hos XO Burgers and Steaks fredag ikke forløb helt udramatisk. 

“Virksomhedsrepræsentant var meget ophidset og oplyste, at Fødevarestyrelsen ikke havde ret til at gå ind i lokale samt at det ikke var ejers lokale og dermed ikke hans alkohol og vin. Fødevarestyrelsen orienterede virksomheden om at politiet ville blive tilkaldt ifald det blev vurderet nødvendigt. Virksomheden havde følgende bemærkninger: Vi vil gerne se jeres juridiske lovgrundlag for at blande jer i dette,” står der således i kontrolrapporten. 

Arkivfoto af XO Burgers and Steaks, som ligger på Axeltorv i København.
Arkivfoto af XO Burgers and Steaks, som ligger på Axeltorv i København.
Foto: Niels Ahlmann Olesen / Ritzau Scanpix

Politi og skat involveret i café-besøg

Københavns Politi oplyser, at man i forbindelse med de aktuelle cafélukninger har “været ude at assistere Fødevarestyrelsen”, men at man ikke efterforsker yderligere i den forbindelse.

Skattestyrelsen er inddraget i sagen, skriver Fødevarestyrelsen i deres kontrolrapport.

Skattestyrelsen oplyser til TV 2 Lorry, at man er underlagt udvidet tavshedspligt, der betyder, at man ikke kan kommentere personer eller virksomheder.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik