Politiker vil forvandle banegrav ved Vesterport til en park

Der er stor diskussion om, hvad der skal ske med området ved Palads. Nu foreslår en lokalpolitiker at overdække banegraven og lave en park.

Højhuse eller bevarelse af Palads-biografen? I øjeblikket er der heftig debat om, hvad der skal ske med området ved Vesterport og Palads. 

I Magasinet KBH foreslår en lokal politiker, at banegraven bliver overdækket, og at der skal laves en park. 

-Vi skal ikke glemme, at meget af det, der gør København attraktiv, er muligheden for det offentlige udeliv, hvilket må stå lysende klart for enhver, der har oplevet de københavnske parker, pladser og havnearealer om sommeren, skriver Alexander Stürup, Medlem af Vesterbro Lokaludvalg og kandidat til Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet.

Han ønsker at genopføre Aborreparken, der lå i området i midten af 1800-tallet. 

- Derfor har jeg længe slået på tromme for, at banegraven ganske vist bør overdækkes, men at det skal være med det formål at genetablere den hedengangne Aborreparken, fortsætter Alexander Stürup. 

"Glem økonomien"

Politikerne ved Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg godkendte i starten af februar de foreløbige byggeplaner for området omkring Vesterport Station, der blandt andet indebærer en nedrivning af Palads-biografen. 

Alexander Stürup håber dog, at de vil glemme økonomien i projektet og i stedet prioritere et grønt område. 

- Rådhuset bør derfor opgive tankerne om at gøre det sjælløse cementhul til en overskudsforretning og i stedet bruge energien på at udarbejde et forslag til genetablering af Aborreparken, siger Alexander Stürup til Magasinet KBH. 

Men det er ikke så lige til at lave park på det overdækkede banelegeme. 

Ingeniør og initiativtager til det byggeprojekt, der er foreslået til Københavns Kommune, Jesper Rasmussen, ønsker ikke at forholde sig til det konkrete forslag fordi: 

- Det tilkommer ikke mig at kommentere på, hvad Købehavns Kommune skal lave på det sted, siger Jesper Rasmussen og fortsætter: 

- Men ud fra en teknisk vurdering er det en meget bekostelig affære at finansiere en overdækket banegrav, fordi det kræver, at man overholder strenge sikkerhedskrav, når man laver en tunnel, siger Jesper Rasmussen. 

I forslaget til Københavns Kommune som han står bag, er der i stedet tænkt grønne områder ind som en del af byggeprojektet. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik