Politiker: P-vagter skal uddele bøder for skraldesvineri

'Svineri. Det er utroligt så mange, der i vores dage kaster om sig med affald i forventning om, at et andet menneske samler op bagefter. Helt uacceptabel opførsel.'

Sådan starter Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen en opsang på Facebook. Her foreslår han, at p-vagterne kommer på banen i kampen om at få rene gader. 

Når p-vagterne alligevel har blokken fremme, kan de lige så godt skrive bøder ud til folk, der kaster affald, samtidig, lyder ræsonnementet. 

'I Singapore tildeler politiet stokkeslag, hvis man kaster affald eller tyggegummi. Så vidt bør vi dog ikke gå i Danmark. Jeg er derimod med på højere bøder - og ikke mindst en mere effektiv håndhævelse. Måske de emsige P-vagter skulle have beføjelser til at udstede affaldsbøder på stedet?', skriver Kristian Pihl Lorentzen på Facebook.

Politikerens opsang kommer i kølvandet på en meningsmåling, der viser, at 72 procent af danskerne mener, at bøder for henkastning af affald burde sættes op.

Men det har ingen effekt, hvis der ikke er nogen til at håndhæve bøderne, lyder det fra Kristian Pihl Lorentzen.

'Høje bøder hjælper ikke, hvis ingen snupper miljøsvinene', skriver han i Facebook-opslaget.

Meningsmålingen om bødestraf for henkastning af affald er lavet for Avisen.dk, og til netmediet siger Kristian Pihl Lorentzen, at politiet har nok at se til, og at man derfor må se sig om efter andre muligheder. 

- Det er for letkøbt at sige, at det er politiets opgave. Jeg synes i stedet man skal overveje andre muligheder for håndhævelse. 

Venstre-politikeren understreger, at der ikke er tale om et officielt forslag fra Venstre, men en idé, han vil drøfte med sine kollegaer. 

Miljøstyrelsen registrerede sidste år blot et enkelt tilfælde, hvor en privatperson fik en bøde for henkastning af affald, skriver tv2.dk. 

Det reelle antal bøder kan være højere, da der kan være sager, politikredsene ikke har indberettet.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik