Politiker om udvisning: "Ingen måde at behandle mennesker på"

SF's Jacob Mark savner svar fra integrationsminister Inger Støjberg. Han forstår ikke, at ukrainske Iuliia ikke må blive sammen med sin mand og deres fælles barn.

- I min optik kan det ikke være barnets tarv, at man udviser hende. Hun og Max Bendtsen har et velfungerende ægteskab, og barnet er tæt knyttet til hende. Og Max kan ikke passe barnet selv.

SF's gruppeformand, Jacob Mark, er fortørnet over, at ukrainske Iuliia Domina Bendtsen skal udvises fra Danmark, fordi hendes danske mand Max Bendtsen ikke overholder kravene om forsøgerpligt. 

Max Bendtsen har været på kontanthjælp efter en trafikulykke, hvor han pådrog sig en hjerneskade. Efterfølgende kunne han være kommet på førtidspension, men Max Bendtsen ønskede at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. Og det er blevet familiens skæbne. For kontanthjælpen, han var på, betyder at hans kone, Iuliia, ikke kan få opholdstilladelse i Danmark. 

Læs også Fortvivlet familie: Iuliia har seks dage til at forlade Danmark

I dag, tirsdag, fik parret at vide af deres advokat, at myndighederne har besluttet, Iuliia skal være ude af landet senest den 9. januar. Altså om seks dage.

Sammen har parret en datter, Alisa, på halvandet år, som Max på grund af sin hjerneskade ikke er i stand til at tage sig af alene. Max og Iuliia Domina Bendtsen er fortvivlede og aner ikke deres levende råd.

00:31

Det var en tydeligt frustreret Max, TV 2 Lorry mødte i dag, tirsdag.  

Luk video

Efter Højesteret lige før jul gav udlændingenævnet medhold i, at Iuliia skal forlade Danmark, stillede Jacob Mark en række spørgsmål til Inger Støjberg. De spørgsmål har han dog endnu ikke fået svar på.

Jacob Mark vil blandt andet gerne vide, hvad ministeren vil rådet parret til at gøre i fremtiden for at kunne bevare et familieliv i Danmark. Desuden vil han gerne vide, om ministeren synes, det er på tide at lave loven om, så man belønner de folk, der gerne vil det danske samfund, for det vil Max og Iuliia Domina Bendtsen jo tydeligvis, mener Jacob Mark. 

Læs også Max efter udvisning: "Det er som om lyset er blevet slukket"

- Det her er ikke en måde at behandle mennesker på. Og Max er altså en dansker, der altid har været en god samfundsborger, siger Jacob Mark til TV 2 Lorry.

I dag, tirsdag, har han genfremsat alle spørgsmål som § 20-spørgsmål, som betyder, at ministeren skal svare inden seks hverdage. Så mange hverdage er der ikke tilbage, inden Iuliia skal forlade landet.

- Jeg vil spørge, om hun vil gribe ind, siger han.