Politiker finder straffen for falske bombetrusler 'latterlig lav'

Det koster som regel en bøde eller en kort, betinget dom, når folk unødigt får sat hele alarmberedskabet i sving med falske bombetrusler - og det på trods af at staten bruger massive ressourcer hver gang, skriver metroxpress.

Senest måtte politi og forsvar tirsdag rykke ud til Københavns Rådhus - blot for at konstatere, at det igen var falsk alarm. Den sag er blot én af mange, og nu bør strafferammen sættes op, mener Anklagemyndigheden.

»Vi har prøvet at tage sager til landsretten for at finde ud af, hvad det her bør koste. Men vi kan bare konstatere, at landsretten ikke deler vores synspunkt med, at der skal hårdere straffe til,« siger vicestatsadvokat ved Statsadvokaten i Viborg, Jakob Berger Nielsen.

Falske bombetrusler idømmes efter Straffelovens paragraf 135 med bøde eller fængsel indtil tre måneder.

»Men den tid, vi lever i, er en anden, end da loven blev til,« mener Jakob Berger Nielsen.

Retsudvalgets formand, Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), vil derfor tage sagen op i Folketinget.

»Når Statsadvokaten melder så klart ud, at straffen bør hæves, så mener jeg, vi bør se på det,« siger hun.

»Først og fremmest synes jeg, vi skal have en infokampagne rettet mod unge. Men det er klart, vi kan heller ikke tillade, at straffen er så latterligt lav.«

Tidligere chefkriminalinspektør hos Rigspolitiet, Hans Jørgen Bonnichsen, har været med til hundredvis af bombealarmer. Han ser ikke behov for at gøre det store ved problemet.

»Der er altid nogle forskruede mennesker, som vil lave rav i gaden. Men det er kun fint og godt, for så får vi en fornemmelse af, at vi har et godt beredskab,« siger han til metroxpress.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik