Politiker chokerede skoleelever med udtalelse om muslimer

Byrådsmedlem fra Dansk Fokeparti chokerede flere elever, da han deltog i en politisk paneldebat på en folkeskole i Rødovre.

Det gik på ingen måde stille for sig, da der mandag blev afholdt et debatarrangement på Nyager Skole i Rødovre i forbindelse med det kommende kommunalvalg.

Her fik det lokale byrådsmedlem Kim Hammer fra Dansk Folkeparti flere af eleverne op i det røde felt, da han udtalte sig kontroversielt om muslimer.

Det skriver Ekstra Bladet.

Ifølge viceskoleleder Anne-Marie Zeidler blev flere af børnene rystede, da Kim Hammer besvarede et spørgsmål omkring, hvad han mente om muslimer og islam  

- Han sagde, at muslimer er ødelæggende for den vestlige verden. Den udtalelse var chokerende og dybt rystende for mange af eleverne. Der måtte efterfølgende tages hånd om det i klasserne, siger Anne-Marie Zeidler til Ekstra Bladet.

Rystet mor til 7. klasses-elev

Viceskolelederen tilføjer, at udtalelsen fik flere af eleverne til at rejse sig op og spørge Kim Hammer, om han mente, at de personligt var ødelæggende for den vestlige verden.

- Det endte med, at vi måtte skride ind, siger hun.

Skolen har siden hen orienteret om epsioden via ForældreIntra.

En mor til en af eleverne i 7. klasse fortæller til Rødovre Lokal Nyt, at hun er rystet over, at hendes datter kom hjem og fortalte, at flere af flere af eleverne forlod mødet grædende.

- Det er super flot af skolen, at de opfordrer børnene til, og giver dem mulighed for, at blive aktive deltagere i demokratiet. Bare ærgerligt, at en af byrådskandidaterne fra Dansk Folkeparti i panelet åbenbart ikke respekterede, at det var børn, som ikke bør gå grædende fra sådan en oplevelse, siger kvinden til Rødovre Lokal Nyt.

Benægter udtalelse

TV2 Lorry har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra Kim Hammer.

Men over for Rødovre Lokal Nyt benægter han skolens udlægning.

- Jeg har ikke sagt, at det var muslimer, som ødelagde den vestlige verden. Jeg sagde, at det var islam, siger han.

Rødovre Lokal Nyt var dog selv til stede i salen under paneldebatten og har citeret ham for at sige ’muslimer’.

- Det er i hvert fald ikke det, jeg har ment, siger Kim Hammer til Rødovre Lokal Nyt og tilføjer, at han er ked af, hvis han har stødt nogen.

Han fortæller samtidig, at der oprindeligt var tale om en debat om kommunlpolitik, men at elevernes spørgsmål mere gik i en landspolitisk retning.

Partisekretær skrider ind

Dansk Folkepartis partisekretær Poul Lindholm Nielsen, der skrider ind, når partiets medlemmer går over stregen, oplyser over for BT, at han har været i kontakt med Kim Hammer.

- Jeg har talt med ham og har bedt ham og tage kontakt til moderen. Jeg ved jo ikke, hvad han har sagt, men stemningen har ikke været god. Det synes jeg, han skal finde en ordning på. Jeg har noteret mig, at Kim Hammer selv beklager situationen, og jeg kan også forstå, at debatten udviklede sig meget landspolitisk og ikke kommunalpolitisk, som det var hensigten, siger Poul Lindholm Nielsen til BT.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik