Politiken i forlig i Muhammed-sag

Dagbladet Politiken har som det første dagblad indgået et forlig om den krænkelse, som avisens genoptrykning af Muhammed-tegningerne forårsagede muslimer i 2008. Forliget er indgået mellem Politiken og otte organisationer, der repræsenterer 94.923 af profeten Muhammeds efterkommere og er ifølge Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, et eksempel på, at dialog nytter:

»Forliget ser fremad og udtrykker meget fornuftige synspunkter. Det kan måske være med til at mindske nogle af de spændinger, som har vist sig at være meget sejlivede. Det giver udtryk for et håb om, at Danmarks - og ikke mindst danske mediers - forhold til den muslimske verden kan forbedres«.
Tøger Seidenfaden mener ikke, at Politiken sælger ud af ytringsfriheden. Politiken fraskriver sig med forliget ikke retten til at bringe tegningerne igen, og undskylder ikke for at have bragt tegningerne, men derimod for den krænkelse, som en række muslimer har følt. Men det er også nok, mener den saudiske advokat, som repræsenterer de otte organisationer.
»Det er et godt forlig. Det vil være forkert at tale om en sejr. Begge parter er nået frem til at forstå baggrunden for det, der er sket. Det er modigt af Politiken at undskylde, også selvom det aldrig var deres intention at fornærme nogen«, siger advokat Faisal Yamani.
På Christiansborg møder forliget bred fordømmelse.
»Det er vanvittigt. Der er krænkelser i medierne hver eneste dag. Sådan er det med ytringsfriheden«, siger S-formand Helle Thorning-Schmidt, der bakkes op af SF's formand Villy Søvndal, der er enig i, at man »ikke kan forhandle om ytringsfriheden«.
Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard »mangler ord« for, hvor absurd hun mener, at situationen er.
»Det er dybt, dybt pinligt, at Tøger Seidenfaden sælger ud af Danmarks og Vestens ytringsfrihed. Jeg kan slet ikke tage skarpt og dybt nok afstand fra, at man totalt underkaster sig sådan en doktrin« siger hun.
Hverken stats- eller udenrigsministeren har haft mulighed for at udtale sig, men Venstres politiske ordfører Peter Christensen siger, at »det er mærkeligt, at Politiken har behov for at undskylde. Jeg kan ikke se, hvad der er at undskylde for«.
Derimod er Venstres tidligere formand og udenrigsminister Uffe Ellemann positiv over for forliget.
»Der går ikke noget af avisen, når den undskylder. I en konfliktfyldt verden, hvor for mange maler sig op i en krog, ville det være rart med flere af den slags forsøg på at finde frem til fælles forståelse«.
Morgenavisen Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør Jørn Mikkelsen mener, at det er beklageligt, at Politiken »lægger sig ned« i stedet for at køre sagen sammen med de øvrige aviser.
»Politiken svigter kampen om ytringsfriheden. Man giver op, og man bøjer sig for trusler. Det er selvfølgelig beskæmmende«, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik