Politiet skønner, at mellem 80-100 personer angreb Politiet i forbindelse med en aktion ved Pusher Street torsdag eftermiddag. Foto: Mathias Øgendal - Ritzau Scanpix

Politiet om voldsomt skub på Christiania: "Hun skal klage"

En video af et voldsomt skub på Christiania under en politiaktion "ser ikke godt ud", mener Københavns Politi, der opfordrer kvinden til at klage.

En video på Facebook og Twitter fra politiets aktion på Christiania torsdag eftermiddag viser en kvinde, der skubbes til jorden. 

Videoen er fra politiets rydning af Pusher Street torsdag eftermiddag. Her ses politiet igang med, hvad der umiddelbart ligner en tilbagetrækning. Flere personer bliver presset væk fra politiet.

Træk væk, og gå hjem. 

Lars-Ole Karlsen, Vicepolitiinspektør, Københavns Politi

I midten af videoen kommer en kvinde, der tilsyneladende går mod en af betjente. Men før hun når det, bliver hun skubbet med to hænder af en anden betjent. Hun vælter og slår baghovedet ned i jorden.

Videoen har fået mange reaktioner på sociale medier, hvor politiet kritiseres.

Vicepolitiinspektør Lars-Ole Karlsen anerkender, at det ser voldsomt ud. Nu opfordres kvinden til at kontakte politiet.

- Jeg har set videoen, og jeg kan konstatere, at det jo ikke ser godt ud. Jeg kan ikke forklare sammenhængen, men jeg kan sige, at vi selvfølgelig undersøger vedkommendes rolle, såfremt vedkommende har en rolle. Hvis vedkommende er fuldstændig uskyldig, så er det beklageligt, siger han til TV 2 Lorry.

Hændelsen finder sted omkring 0:20 i klippet nedenunder fra en Facebook-gruppe: 

Del af taktik

Videoen er allerede blevet delt på både Facebook og Twitter, hvor brugerne på de sociale medier har reageret med undrende kommentarer over politiets behandling af personen, der skubbes ned på jorden.

- Vi trækker os ud for egen sikkerhed. Vi bliver bombarderet med sten på det tidspunkt, og der gælder det om ikke at vende ryggen til. Så vi har hele tiden retvendte betjente i retning mod modstanden. De andre betjente trækker sig ud bagved. Taktikken er at lave et område, hvor der ikke må være andre end politifolk.

- Det er derfor, de holder folk væk. Folk, der så går igennem de her kæder, i det vi kalder et sikkert område for politifolk, dem holder vi væk, og det bliver også gjort med vold. Så skubber man folk væk og siger: "Du skal ikke gå herind". Det er taktikken, vi ofte benytter på arbejdet ved Pusher Street, siger Lars-Ole Karlsen til TV 2 Lorry. 

00:56

Episoden fra en anden vinkel. Politiet er igang med at trække sig tilbage få sekunder inden. 

Luk video

Ophidset situation

Lars-Ole Karlsen, der også leder Københavns Operative Specialafdeling, som stod for aktionen torsdag eftermiddag på Pusher Street, minder om, at klippet stammer fra en meget ophidset situation: 

- Man skal huske på, at der i højre side af klippet foregår et angreb med 80-100 personer, som angriber politiet. Der bliver stadig kastet med sten, hvilket man også kan konstatere ud fra videoen. Det er en meget ophidset situation, og når man som borger ser sådan noget, så skal man ikke gå ind i den slags episoder. Dels er det farligt, fordi man kan få sten i hovedet. Men man kan også blive indblandet i vores polititaktik, hvor vi vil have folk væk. Så man skal trække væk, og gå hjem.

- Og man skal i øvrigt holde sig fra området igen i dag, hvor vi fortsætter indsatsen, siger han til TV 2 Lorry. 

Læs også Christianit om betjente hver dag: "Politiet gør tingene utålelige"

Kvinde bør klage

Opdatering: Betjenten, der skubbede kvinden, er nu anmeldt for vold efter aktionen. Den Uafhængige Politimyndighed undersøger nu sagen om den kvinde, der blev skubbet. Det er dem, der efterforsker anmeldelser mod danske politibetjente, skriver DR

Selvfølgelig, hvis det er et uskyldigt menneske, så beklager vi.

Lars-Ole Karlsen, Vicepolitiinspektør, Københavns Politi. 

Københavns Politi vil nu undersøge, hvem kvinden, der fik et skub af politiet, var. Men personen opfordres til at indstille en klage: 

- Vi kigger på egne optagelser og skal finde ud af, hvordan tingene hænger sammen. Vi skal også have undersøgt, hvorvidt vedkommende har været med i seancen tidligere, eller om det bare er en tilfældig forbipasserende. Vi indstiller til, at hun kontakter politiet og giver sig til kende. Og så vil vi selvfølgelig tage hånd om det, siger Lars-Ole Karlsen til TV 2 Lorry. 

- Selvfølgelig, hvis det er et uskyldigt menneske, så beklager vi, og så skal vedkommende selv klage og få noget erstatning. Vi har ingen intentioner om, at ikke-kriminelle skal lide overlast på nogen som helst måde, afslutter han. 

Læs også Politiet angrebet af 80-100 mand på Christiania