Foto: Claus Bech - Scanpix

Politiforbund: Giv voldelige fans livsvarig karantæne

Sammenstød mellem FCK-fans og sikkerhedsfolk bør koste hooligans karantæne for altid, mener politiforbund.

Når fodboldfans går amok på stadion og kommer i karambolage med sikkerhedsfolk og politi, så bør det udløse livsvarig karantæne til bøllerne.

Sådan lyder det fra Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, efter at en superligakamp mellem Brøndby og FC København søndag blev midlertidigt afbrudt af aggressive og maskerede FCK-tilhængere.

- Jeg håber, at de får livsvarig karantæne til både FCK's og Brøndbys kampe, lyder det fra formanden. Det er jo faktisk livsfarlige angreb, de har udført mod både politifolk og kontrollører, siger han.

- Hvis de kun får livsvarig karantæne til alle FCK's kampe, så kunne man forestille sig, at de her vanvittige mennesker ville komme og ødelægge stemningen til Brøndbys kampe i stedet for, siger han.

Også justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har på Facebook givet udtryk for, at de voldelige fans burde udelukkes fra stadion resten af livet.

Læs også FCK-direktør om ballade: "Uacceptabel og pinlig adfærd"

Det koster politiet mange ressourcer at skabe ro og orden før, under og efter fodboldkampe.

Politiforbundets tidligere formand Peter Ibsen gav i 2012 udtryk for, at en løsning kunne være at lade fodboldklubberne betale en særlig afgift til statskassen, som politiet kan bruge.

Men det er ikke længere politiforbundets holdning, siger Claus Oxfeldt mandag.

- Det er jo at straffe kollektivt. Det er jo en politiopgave at opretholde og sikre ro, orden og sikkerhed til koncerter, Folkemøde og alle mulige andre begivenheder, og det gælder også fodboldkampe, lyder det.

Han peger på, at det som regel arrangeres sådan, at det er kontrollører, der står for sikkerheden inde på stadion, mens politiet klarer ærterne uden for stadion.

Til kampen søndag aften opstod der voldelige sammenstød mellem tilskuere i FC Københavns fanafsnit og sikkerhedsfolk, da Brøndby scorede kampens første mål i overtiden. Det betød, at kampen blev midlertidigt afbrudt.

Senere strømmede politiet til for at få dæmpet urolighederne, inden kampen til sidst kunne spilles færdig.

De seks personer, der søndag blev anholdt er alle mandag blevet løsladt. Anklagemyndigheden er kommet frem til, at ingen af dem skal fremstilles i et grundlovsforhør, men sigtelserne opretholdes, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Læs også Skandale-afslutning overskygger Brøndby-sejr i derby