01:43

Foto: Bax Lindhardt / Scanpix

1 af 2

Politiets råd: Sådan undgår du tricktyveri

Sammen med en stribe kommuner og butikscentre intensiverer Nordsjællands Politi kampen mod tricktyve.

Nordsjællands Politi er sammen med en række kommuner og butikscentre gået til kamp mod tricktyverier.

Et af midlerne er at uddanne butikspersonale og medarbejdere i hjemmeplejen. Desuden skal oplæg i udvalgte aktivitetscentre være med til at lære borgerne, hvordan de undgår at blive ofre for et tricktyveri.

Læs også Hverdagshelt: Snarrådig borger forhindrer tricktyveri

- Vi ser desværre, at tricktyvene bliver mere og mere udspekulerede, både når der er tale om tyverier fra borgere, der er ude at handle og borgere, som bliver narret til at lukke fremmede ind i deres hjem, siger vicepolitiinspektør Finn Bernth Andersen, Nordsjællands Politi i en pressemeddelse. 

Med kampagnen håber Nordsjællands Politi at kunne ændre den seneste tids tendens, hvor et stigende antal borgere oplever at blive udsat for tricktyveri.

- Tricktyveri er et særligt fokusområde for Nordsjællands Politi. Derfor er jeg glad for, at kommuner og butikscentre har været positive overfor samarbejdet. Tricktyverier kan nok aldrig helt stoppes, men i fællesskab kan vi gøre det sværere for tricktyvene, siger Finn Bernth Andersen. 

Læs også Nørreport og Hovedbanen hårdt ramt af tricktyverier

Finn Bernth Andersen opfordrer til, at borgerne er opmærksomme på folk, der viser særlig interesse for dem.

- Generelt har borgerne meget stor tillid til hinanden og er også meget hjælpsomme. Men det er altid en god idé at være særlig opmærksom, hvis man bliver kontaktet af folk, man ikke kender, siger han.

Sådan beskytter du dig mod tricktyveri

I hjemmet:
Sørg for at have monteret dørspion og/eller sikkerhedskæde.
Luk kun personer ind, du kender. Spørg om deres ærinde og sig nej til at lukke folk ind, hvis du er i tvivl om deres ærinde.
Hav ikke din pung liggende i en jakkelomme eller taske og lad aldrig værdigenstande eller tasker være fremme i entreen.
Bliver du ringet op af nogen, som udgiver sig for at være i familie med dig og vil låne penge, er det en god idé at ringe til det pågældende familiemedlem og sikre dig, at det var dem, som ringede til dig i første omgang.
Lav faste aftaler med f.eks. hjemmeplejen og håndværkere. Bed om legitimation og aftal eventuelt et kodeord.

På gaden:
Sørg for, at andre ikke kan se din pinkode, når du betaler eller hæver penge. Dæk med hånden og bed folk om at træde et par skridt tilbage, hvis du synes, de står for tæt på dig.
Undgå at have betalingskort og pung i din baglomme, håndtaske, indkøbsnet, på din rollator eller lignende. Hav i stedet betalingskort og pung i en inderlomme eller en lille taske under din frakke.
Hvis personer, du ikke kender, henvender sig til dig for at bede om hjælp eller vil give dig en gave, er det helt i orden at afvise dem.
Hvis nogen prøver at aflede din opmærksomhed ved fx at spørge om vej, stille andre spørgsmål eller skabe forvirring omkring dig, skal du være opmærksom og holde godt øje med dine ejendele.
Læg aldrig din taske eller pung i en ulåst bil, mens du sætter dine indkøb i bilen. Lås bilen og luk bagagerummet, hvis du bliver kontaktet eller distraheret på parkeringspladsen.

... Hvis du har været udsat for tricktyveri:
Sørg for at få spærret dine bank- og betalingskort ved at ringe til din bank.
Notér, hvordan tyvene så ud, mens du kan huske det.
Anmeld tricktyveriet til politiet så hurtigt som muligt.