Foto: TV2/Lorry

Politiet vurderer Nils Gisli-sag

Det er endnu ikke afgjort, om en politianmeldelse af byrådsmedlemmet Nils Gisli munder ud i, at han bliver sigtet for vold. Det skriver DAGBLADET Køge.

- Jeg er blevet afhørt, men jeg er ikke blevet sigtet, og sagen er blevet sendt videre til politiet i Roskilde. Man kan se hele episoden på Club Burns overvågningskamera. Men der er ikke noget fra optagelserne, der gør, at politiet ser grund til at rejse sigtelse, fastholder Nils Gisli, der er løsgænger i Køges byråd.

- Politiet har efterforsket sagen. Og sagen ligger lige nu og venter på en juridisk vurdering af, om der skal rejses sigtelse, eller om sagen skal afvises, siger politiinspektør i Midt- og Vestsjællands Politi, Klaus Munk Nielsen.

Sagen handler om, at Heinrich Weizer, der er en bekendt af den tidligere socialdemokrat, i december valgte at politianmelde politikeren for et overfald udenfor diskotek Club Burn. Episoden havde fundet sted den 28. november.

Heinrich Weizer har forklaret, at Nils Gisli skubbede ham omkuld, så han flækkede sin knæskal. Det nægter Nils Gisli, der har forklaret, at det var et hændeligt uheld, hvor en pige i nærheden gled på isen og faldt ned på alle fire. Og der skete opstod noget tumult under situationen. Samtidig mener Nils Gisli, at Heinrich Weizer overdramatiserer hændelsen i håb om at presse en erstatning for det flækkede knæ ud af ham.