Arkiv Foto: TV 2 Lorry (Arkiv)

Politiet vil klippe 2000 nummerplader

Nordsjællænderne sjusker eller snyder med manglende syn, forsikringer og betaling af afgifter.

Nu sætter politiet fokus på problemet, og cirka 2000 nordsjællandske bilejere risikerer i den kommende tid at få klippet nummerpladerne. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Alene fra den 1. januar har Nordsjællands Politi snuppet pladerne fra næsten 200 biler, og politiet vil i den kommende tid fortsætte sit fokus på problemet. Det fortæller den operative leder af Nordsjællands Politis færdselsafdeling, Jan Perfeldt.

- Det er meget ofte sjusk og spekulation i penge, der gør, at folk ikke betaler deres lovpligtige ansvarsforsikring, deres vægtafgift eller måske »glemmer« at få bilen til det indkaldte syn. Vi har ikke statistik fra tidligere år, men det er min helt klare opfattelse, at dette er et stigende problem. 2000 ulovlige køretøjer alene i Nordsjælland. Det er altså mange, siger han til Frederiksborg Amts Avis.

Jan Perfeldt understreger, at politiet ikke sætter fokus på problemet for at inddrive penge til forsikringsselskaberne eller staten.

- Det her handler alene om færdselssikkerhed. Det kan få fatale følger for bilejeren, hvis der sker en ulykke. Hvis man ikke har den lovpligtige forsikring, så kan det blive rigtig dyrt, og rent menneskeligt vil det være forfærdeligt, hvis bremserne pludseligt svigter, og man kører et lille barn ned, fordi bilen ikke har været til syn.

Den operative leder af Nordsjællands Politis færdselsafdeling har kigget de mange sager igennem, og måske lidt overraskende er det ikke i områderne med lave indkomster, at problemet er størst. Den længste liste af syndere er fra Gentofte-området.

- Skat destruerer de beslaglagte nummerplader, og hvis ejerne skal ud og anskaffe sig nogle nye, så koster det små 1200 kroner for et sæt. Når vi har fjernet pladerne har ejeren 48 timer til at få flyttet bilen væk fra offentlig vej. Ellers fjerner vi bilen, og så får ejeren også den regning, siger Jan Perfeldt til Frederiksborg Amts Avis.