Foto: Presse-fotos.dk

Tre personer er ramt af skud i København

Tre personer er ramt efter skudepisode i København fredag aften. Det oplyser Københavns Politi.

Tre personer er ramt under skyderi i København fredag aften.

Det oplyser vicepolitiinspektør Rasmus Agerskov Schultz fra Københavns Politi.

- Jeg kan endnu ikke sige noget om deres tilstand. De er alle tre kørt på sygehuset, siger han.

Læs også Ni skyderier - fem personer ramt

Skyderiet skete i Meinungsgade og Guldbergsgade på Nørrebro.

Politiet har endnu ikke overblik over episoden, men formoder, at det er banderelateret.

  Foto: Presse-fotos.dk

Betjente var til stede i området til en anden opgave klokken 21.09, hvor de hørte skud.

Der er endnu intet signalement af personer eller en eventuel flugtbil.

Ekstra Bladet har en kvinde til stede, som konstaterer, at to personer er blevet såret.

- Vi hører en mængde skudsalver fra stuen. Flere end ti skud. Går herefter hen til vinduet. Ser en sølvgrå bil bakke i høj fart ned mod Skt. Hans Torv, siger Ekstra Bladets kvinde på stedet.

  Foto: Pressefotos.dk

Det er niende skudepisode i og omkring København den seneste uge.

Politidirektør i København, Anne Tønnes, oplyste tidligere på ugen, at de manges skyderier skyldes, at en bande er splittet op.

 Det skulle ifølge flere medier dreje sig om banden Brothas.

/ritzau/

  Foto: Presse-foto.dk

NI SKYDERIER PÅ EN UGE:

​​​​​Fredag nat: Skyderi i København

Fredag aften modtog politiet en anmeldelse om et skyderi på Heimdalsgade på Nørrebro. Politiet fortæller at konflikten eskalerede ved dette skyderi.

Lørdag aften: Skyderi i Ishøj

En byge af skud hamrede mod siden af en sølvgrå Mercedes i Ishøj.

I bilen, der befandt sig på Ishøj Parkvej, sidder to mænd på 24 år, og begge bliver såret.

Den ene bliver ramt en enkelt gang i benet, mens den anden bliver ramt flere gange, herunder i ballen og bækkenet. Begge overlever.

Søndag: Voldeligt overfald

Udover skyderiet på Heimdalsgade fredag skete der et voldeligt overfald i en frisørsalon på samme gade søndag.

Mandag nat: Skyderi i København
​​​​​​

Vidner hørte skud nær den Sorte Plads på Nørrebro.
​​​​​
Her hørte flere vidner fire eller fem skud blive affyret - uden at politiet efterfølgende har fundet tegn på skader eller tilskadekomne.
​​​​
Tirsdag aften: Skyderi i Herlev, Greve og København

Omkring klokken 21.15 jagede en Audi en VW Polo i Herlev. Fra Audien blev der skudt ti gange. Ingen personer blev ramt. Politiet søger vidner i sagen.

Cirka en time senere skydes der mod en mand, der sidder i en bil på Lygten på Nørrebro i København. Han blev ramt i begge arme. Ifølge Ekstra Bladet er ofret et tidligere Brothas-medlem.

Derudover blev fem biler ramt af skud i Greve på parkeringspladsen ved lejlighedskomplekset Digehuset natten til onsdag.

Onsdag aften: Skyderi i København

Om aftenen gik det løs på Ragnhildgade i København. Kort før klokken 20 kommer en bil kørende og begynder pludselig at skyde mod en gruppe unge. Næsten lige ved siden af står politiet, som svarer igen ved at beskyde bilen.

En 19-årig blev ramt.

Ingen bliver anholdt, og gerningsmændene slipper væk.

Natten til fredag: Skyderi i Glostrup

En 30-årig blev ramt af skud i låret ved Glostrup Shopping Center. Skyderiet fandt sted umiddelbart før kl. 00.19.

Politiet har udsendt signalement af gerningsmanden.

Fredag aften: Skyderi på Nørrebro

Tre personer er ramt efter skudepisode på Indre Nørrebro. 

Kilder:  Københavns Politi, TV 2, Ritzau, DR og Ekstra Bladet