Foto: Stine Sylvestersen, TV 2 Lorry

Politiet undersøger mulig skudepisode på Nørrebro

En enkelt anmeldelse om skud på Indre Nørrebro har fået politiet til at rykke ud.

Københavns Politi er sent mandag aften til stede på Wesselsgade på Indre Nørrebro i København. 

Flere naboer har ifølge TV 2 Lorrys oplysninger hørt et slagsmål i området, som kulminerede med hvad der kunne lyde som fire skud.

- Vi er derude og undersøger hvad der er sket. Mere kan jeg ikke sige lige i øjeblikket, siger vagtchef Henrik Svejstrup til TV 2 Lorry.

Læs også Skud på Amager: Nu er tre unge mænd sigtet

Ikke altid tale om skud

Han oplyser, at der indtil videre kun er tale om en enkelt anmeldelse, og at Københavns Politi den seneste tid, hvor der har været talrige skudepisoder på særligt Nørrebro og i Nordvestkvarteret, har fået flere enkeltstående anmeldelser, hvor der har vist sig at være tale om noget helt andet end skud.

- Vi tager alle anmeldelser dybt alvorligt, men det er svært at være andet end lidt skeptisk over for, om det virkelig kun er én person, der har hørt, hvis der er blevet skudt, siger Henrik Svejstrup.

TV 2 Lorry følger op på sagen tirsdag morgen.