Politiet slår til mod sjællandske bander

Mere end 20 adresser i Køge og på Sjælland bliver ransaget torsdag morgen. Politiet leder efter ulovlige våben.

Politiet er gået på jagt efter våben i det sjællandske bandemiljø og har torsdag morgen klokken syv indledt en ransagning på 20 adresser på Sjælland.

Det primære mål for aktionen er bebyggelsen Ellemarken og andre adresser i Køge, som for øjeblikket oplever en skærpet konflikt mellem rivaliserende bander.

- Vi er ude efter ulovlige våben, og desuden ønsker vi at genskabe trygheden for beboerne i området, siger vicepolitikommissær Kristian Egekær fra Midt- og Vestsjællands Politi, der koordinerer den store aktion.

Selvbestaltede visiationzoner

Allerede et kvarter efter aktionens begyndelse havde politiet fundet det første skydevåben i Ellemarken.

Politiet ønsker ikke at give konkrete oplysninger om de stridende grupperinger, men de hændelser, der har ført til ransagningsaktionen, er blandt andet et skyderi for få dage siden.

Desuden har politiet under sin patruljering i området oplevet, at bander har etableret selvbestaltede vagtværn og selvbestaltede visitationszoner, hvor det er bandemedlemmer - og ikke politiet - der visiterer folk.

Mål er at få så mange ulovlige våben ud af cirkulation som muligt

- Det er det, vi signalerer, at det er fuldstændig uacceptabelt, siger Kristian Egekær.

Ud over Køge-området slår politiet også til på adresser i Storkøbenhavn og på Sydsjælland, der er kendt som bandetilholdssteder for at se, om der bliver opbevaret våben.

- Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, at kriminelle skaber utryghed for borgerne ved at gå bevæbnede rundt. Med dagens aktion går vi efter dem, som bærer eller opbevarer våben, og det er vores klare mål, at få så mange ulovlige våben som muligt ud af cirkulation, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Politiets efterforskninger og indførelsen af blandt andet visitationszoner har afdækket, at der stadig er en del ulovlige våben i omløb. Våben, der bæres af kriminelle eller ligger gemt for at kunne blive taget frem senere.

Aktionen kommer til at vare hele torsdag formiddag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik