Foto: TV 2 Lorry - arkivfoto

Politiet slår til mod hash på Christianshavn

Ved Christiania tog politiet det nye narkometer i brug. Samtidig gennemførte politiet razzia på metrostation.

Politiet gjorde torsdag aften livet mere end almindeligt svært for især købere af hash på Christiania.

Samtidig med, at Task Force Pusherstreet i samarbejde med færdselspolitiet slog til mod bilister med det nye våben, narkometret, gennemførte betjente fra Station Amager en storstilet razzia på Christianshavns metrostation.

På metrostationen skrev politiet 41 sager om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. 110 gram hash, 17 gram skunk og 29 joints blev beslaglagt.

Ved Christiania blev 350 biler vinket ind til siden.

- Af dem skønnede vi, at omkring 50 bilister skulle tjekkes nærmere med det nye narkometer. Af de 50 blev 24 testet positive, de fleste for for hash, men enkelte også for amfetamin, siger vicepolitiinspektør Poul Kjeldsen, leder af Task Force Pushserstreet.

- Det er helt vildt, faktisk og mange flere end ventet, fortsætter han.

Blandt de 24, der blev testet positive, var der en enkelt genganger.

- Han blev standset først på aftenen og testet positiv. Senere dukkede han op igen og blev testet positiv en gang til, fortæller Poul Kjeldsen.

Med til torsdagens aktion var en læge, som på stedet kunne tage en blodprøve. Den skal analyseres for at sikre, at narkometret ikke har lavet en fejl.

Politiet har brugt det nye narkometer, der kan spore syv forskellige stoffer i blodet, i en måned. 90 bilister er blevet testet positive.

- Af de 90 blodprøver vi har sendt ind har vi foreløbig fået svar på de 40. Af dem var 39 faktisk positive, så narkometret er altså meget præcist, siger Poul Kjeldsen.