Politiet skød efter baghjulet på vansvidsbilist

Foto: Nils Meilvang / Scanpix

Inden bilisten blev fanget i Ganløse omkring middag, nåede han at stjæle både en cykel og en Toyota Hilux, påkøre en politibil og køre galt i en baghave.

Søndag formiddag kørte en mand vanvidskørsel i store dele af Nordsjælland i en stjålet bil. På vejen påkørte han en patruljevogn, blev beskudt af politiet og forsøgte at flygte på cykel.

- Det med at afgive skud er meget usædvanligt, siger Søren Bjørnestad, vagtchef Nordsjællands Politi.

Men historien begyndte om morgenen i Allerød, hvor den 40-årige mand truede en ældre dame til at aflevere nøglerne til en Toyota Hilux, som stod parkeret i hende lade.

Det med at afgive skud er meget usædvanligt. 

Søren Bjørnestad, vagtchef Nordsjællands Politi

Herfra kørte manden mod vest på en sådan måde, at flere bilister ringede 112 for at advare politiet om bilisten.

Men først da Hilux’en blev set af en patruljevogn i nærheden af Slangerup tog politiet affære.

Her lykkes det to betjente i bilen at få stoppet den 40-årige mand. Den ene betjent steg ud, men så forsøgte manden at slippe væk.

Flygtede fra politiet

Han påkørte politibilen to gange for at komme fri. Betjenten, der var steget ud af bilen, skød efter baghjulet på Hilux’en, for at punktere det.

- Begge kollegaer er i fare. Så det er forsøg på at bringe køretøjet til standsning på blidest mulig måde. Det er egentlig meget godt tænkt, siger Søren Bjørnestad, vagtchef Nordsjællands Politi.

Læs også Politiet søger vidner til vanvidsbilist

Men det virkede ikke. I stedet lykkedes det den 40-årige at skade patruljevognen så meget, at den ikke kunne køre efter ham, da han lidt efter kørte fra stedet.

Politimanden, der sad inde i bilen, blev kørt til tjek på hospitalet.

Næste gang politiet hørte på bilisten, der nu var blevet flugtbilist, var han i Burresø. En motionscyklist var her nær blevet kørt ned af manden.

Politiet fik kontakt til ham igen i Ganløse. Her drejede manden væk fra en villavej ind på et stisystem, for at slippe væk fra en politibil.

Stjal cykel

Her væltede hans bil imidlertid ned at en skrænt og ind i en baghave. Manden sprang derfor ud af bilen. I forsøget på at slippe væk stjal han nu en cykel i haven. 

Læs også Anklager kræver rekordstraf for dødskørsel i København

Han nåede dog ikke at køre, før politiet endelig fangede ham.

Manden sidder søndag eftermiddag i arresten i Helsingør. Hvis han vurderes at være psykisk stabil nok, skal han fremstilles i grundlovsforhør i morgen.

- Vi har en del vidner og patruljer og forurettede, der har set noget og ved noget. De bliver afhørt uden at tale med hinanden. Det bliver parret med det, som gerningsmanden forhåbentlig kan fortælle os på et tidspunkt, siger Søren Bjørnestad, vagtchef Nordsjællands Politi.

Manden kan blive tiltalt for en række tilfælde af brugstyveri og vold mod tjenestemand, vurderer Søren Bjørnestad.