Politiet skal give klar besked

En hundepatrulje blev sendt af sted efter alarmopkald, men der var ikke tid til at informere borgeren, der derfor følte sig utryg. En klagesag bliver nu behandlet, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Nordsjællands Politi lover at stramme op, hvis der er sket en fejl i kommunikationen. Det siger vicepolitiinspektør Benny Ernst Øchkenholt, der er leder af operationscentret i Nordsjællands Politi. Løftet kommer, efter en borger fra Rungsted Kyst har klaget over den behandling, han har fået af ordensmagten. Sidste weekend slog Axel Steuch alarm, fordi tre mørkklædte, voksne mænd gik op ad hans indkørsel klokken 02.45 natten til søndag. Men politiet ville ikke love, at der blev sendt en patrulje, og Axel Steuch blev afvist, da han bad om en tilbagemelding, om der blev sendt en patrulje eller ej. Derfor har han klaget til Nordsjællands Politi.- Klagen bliver stadig behandlet i vores ledelsessekretariat, men jeg har nu personligt kigget på sagen og kan fortælle, at der blev sendt en hundepatrulje cirka fem minutter efter anmeldelsen. Patruljen kørte rundt i området i en time og 10 minutter og ledte efter de tre mænd - uden dog at finde dem. Jeg vil derfor gerne slå fast, at vi har reageret på alarmen, og det skal borgerne naturligvis også altid kunne regne med, at vi gør, siger Benny Ernst Øchkenholt.Han erkender dog, at kommunikationen med anmelderen kunne have været bedre.- Vi vil gerne give borgerne den bedste service, men lige præcis i weekenderne har vi allermest travlt, og derfor foretager vi en prioritering, hvor selve udrykningen vægtes højest. Men når anmelderen nu specifikt beder om en tilbagemelding, så er det selvfølgelig ærgerligt, at han ikke kan få det. Og så er vi tilbage ved klagesagen. Den er nu under behandling, så vi kan se, hvorfor Axel Steuch ikke kunne få en tilbagemelding. Allerede nu vil jeg dog gerne love, at vi strammer op, hvis der er sket en fejl, eller hvis det viser sig, at der er noget, vi kan gøre endnu bedre, lyder det fra vicepolitiinspektøren.Det svar er Axel Steuch foreløbigt tilfreds med.- Jeg har altid følt mig pænt behandlet af politiet. Derfor blev jeg overrasket og frustreret over den reaktion, jeg fik af det nye Nordsjællands Politi. Jeg forstår godt, at der kan være travlt, men politiet skal bare huske, at min hustru og jeg ville have følt os meget mere trygge, hvis vi havde fået at vide, at der var sendt en patrulje. Det gør altså en verden til forskel.