02:54

1 af 2

Politiet sigter tre Uber-chauffører

Københavns Politi har sigtet tre Uber-chauffører for ulovlig taxakørsel.

De første tre sager er nu blevet indled mod chauffører, der via den app-baserede kørselstjeneste Uber, har transporteret kunder rundt i bil. Der er tale om de første tre sigtelser i sagen, skriver DR Nyheder.

- I november har vi i færdselskontroller standset og sigtet tre Uber-chauffører, som har kørt, hvad vi opfatter som piratkørsel - det vil sige ulovlig erhvervsmæssig persontransport, siger Søren Wiborg, der er politikommissær ved Københavns Politis Færdselsafdeling, til DR Nyheder.

De tre Uber-chauffører havde ikke den nødvendige uddannelse, og deres biler var ikke indregistreret til erhvervsmæssig persontransport, som det hedder. Nogle af dem var heller ikke tilstrækkeligt forsikrede.

Det koster en bøde 5.000 kr, når de ovennævnte ting ikke er i orden. Chaufførerne risikerer også at få klippet nummerpladen, hvis de fortsætter.

Der gik ikke lang tid fra, at Uber lancerede sin kørsels-app i Danmark til Trafikstyrelsen anmeldte tjenesten til politiet for at drive ulovlig taxakørsel.

- Det er den vurdering, vi har anlagt sammen med anklagemyndigheden, og så bliver det op til en domstol at vurdere, om det er lovligt eller ej.

Selskabet bag Uber forholder sig afventende over for sigtelserne men fortsætter driften. Det er endnu uvist, hvornår den første sag mod en Uber-chauffør kan komme for retten. Uber har hele tiden hævdet, at der blot er tale om samkørsel, og at der derfor intet ulovligt er ved det.

I København er der omkring 1.000 Uber-chauffører.