Politiet siger undskyld til Malene

To gang afviste politiet hendes anmeldelse om et groft overfald. Nu har 19-årige Malene fra Rungsted fået en undskyldning af Københavns Politi. Det skriver berlingske.dk.

Klokken var lidt over fire søndag eftermiddag, da den 19-årige Malenes mobiltelefon ringede. I røret var en betjent fra Københavns Politi.
- Jeg fik en klump i halsen. Hvad nu hvis politiet ikke tror på mig igen, fortæller Malene.
Lørdag ca. 1.30 24. januar var hun og to andre veninder ofre for et grimt overfald på Københavns Hovedbanegård, da en gruppe på ca. 15 unge slog to af dem ned, sparkede og spyttede på dem.
Selv om politiet pågreb fire af gerningsmændene på fersk gerning, lod de dem gå uden at tage deres navne eller CPR-numre. Bagefter nægtede politiet i to omgange at optage anmeldelse af overfaldet - i stedet blev Malene og hendes veninder mistænkelig- og latterliggjort af en betjent på Station City, som angiveligt opfordrede pigerne til "at tage det som en oplevelse."
Men betjenten, som i dag ringede Malene op efter Berlingske Søndags omtale af overfaldet, var helt anderledes.
- Det var en en meget venlig politimand fra Københavns Politi, siger Malene:
- Han sagde, at det var en alvorlig sag, og han sagde ordene 'vi undskylder'.
Derefter sagde han: 'Du har været involveret i en voldssag'. Og så spurgte han til alle detaljer.
- De har set på overvågningsbillederne, at min veninde blev sparket og spyttet på, da hun lå på jorden. De kan også se, at jeg bliver skubbet af en dreng og revet ned. De har identificeret nogle af voldsmændene. Vi skal ind og afhøres på tirsdag og se på nogle billeder. Her skal vi så tage rapporten fra skadestuen med og de billeder, jeg har af mine skader, fortæller Malene til Berlingske.dk.
Malene selv havde kvælningsmærker på halsen samt andre knubs. En anden veninde havde bøjede ribben.
- Nu da ham fra politet har ringet, er jeg meget lettet. Jeg havde virkelig frygtet, at mistanken igen skulle kastes på os, men ham fra politiet sagde, at overvågningskameraerne helt klart talte til vores fordel, siger Malene, som da hun tirsdagen efter overfaldet ville melde det til politiet, så en rapport, der talte om et opgør mellem to pigebander, at ingen var kommet noget til, samt ingen ønskede at anmelde noget.
Alt sammen lodret i strid med sandheden.
- Det er helt vildt, at et groft overfald skal i medierne for at blive taget alvorligt af politiet. Men jeg er selvfølgelig superglad nu," siger Malene til Berlingske.dk.