Politiet sender advarsel til kommende studerende: Slå koldt vand i blodet

Svindlere står klar til at snyde desperate boligsøgende.

En stor gruppe unge mennesker har for ganske nyligt fået at vide, at de er optaget på deres drømmestudie, og mange af dem bliver nødt til at flytte for at komme tættere på det.

Men det kan være ganske svært at finde en lejebolig, særligt hvis det skal være i København eller en af de andre byer med mange studerende og for lidt studieboliger.

Tre gode råd fra Politiet

  • Tjek, om navnet på ejeren af boligen stemmer overens med det navn, du har fået oplyst på udlejer. Det kan du for eksempel gøre på boligejer.dk.
  • Bed altid om en fremvisning af boligen. Her har du også mulighed for at se, om navnet på døren og postkassen er det samme som det navn, udlejer har oplyst.
  • Sørg for, at depositummet bliver indbetalt til en dansk bankkonto, så du har bevis på din pengeoverførsel.

Og boligmanglen får skrupelløse svindlere til at udnytte de kommende studerendes frygt for at stå uden tag overhovedet til studiestart og franarre dem tusindvis af kroner.

Det har fået Nordsjællands Politi til udsende en advarsel på Facebook.

- Vi ved godt, det kan være svært at slå koldt vand i blodet, når der er mange om buddet til få boliger. Men vores filosofi er, at det er bedre at være på den sikre side end at ende med at blive snydt. Så brug lidt ekstra tid på at finde det rigtige sted, og i mellemtiden overlever du nok den længere transporttid, mens du bliver boende hos dine forældre (så er der også flere penge til baj… undskyld, vi mener bøger), skriver de.

Vær kritisk

Reglen om, at hvis noget virker for godt til at være sandt, så er det nok også tilfældet, gælder i høj grad ved leje af bolig.

Bolighajer opretter falske annoncer og fremviser lejligheder, der ikke er deres, til en pris, der gør den attraktiv for mange. Og mange bliver snydt.

- Husk at nærlæse, om nogle af oplysningerne virker lige lovlig fantastiske - billig husleje, perfekt placering og fuld møblering er sjældent muligt at finde på én og samme tid, skriver Nordsjællands Politi.

Pas på delelejligheder

Mange unge ender med at dele en lejlighed med en anden. Men her skal man også være påpasselig.

Andre gode råd til leje af bolig

  • Betal aldrig kontant.
  • Hvis du betaler for høj husleje, så skal du klage inden for et år, hvis du skal have penge retur.
  • Tjek for fejl og mangler inden 14 dage.
  • Betal din husleje til tiden.

I situationer, hvor det kun er den ene, der står på kontrakten, kan den, der ikke gør, sættes ud med kun en månedsvarsel.

Omvendt kan der opstå problemer, hvis man står to på lejekontrakten, og den ene flytter ud. Hvis ikke udlejeren vil slette vedkommende, hæfter personen stadig for eventuelle skader, der bliver påført indtil den anden flytter ud.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik