Politiet rydder besat hus og anholder 37

38 er anholdt for ulovlig indtrængen i et hus på Jagtvej, som politiet har stormet søndag.

Københavns Politi har søndag eftermiddag stormet et besat hus på Jagtvej og anholdt 38 personer.

- Det er foregået uden dramatik, og vi har lige nu 38 anholdte, som vi sigter for ulovlig indtrængen i bygningen, siger politiinspektør Gert Sejbak ved Københavns Politi til Ritzau.

Huset har været besat siden torsdag aften, og politiet var mødt talstærkt op søndag klokken 16.30, hvor bygningen blev stormet.

Huset ligger på Jagtvej 155 B, og alle de anholdte havde samlet sig i et rum, hvor de fredeligt lod sig anholde af betjentene.

Besætterne oplyser i en pressemeddelelse sendt til Modkraft.dk, at de havde tænkt sig at omdanne bygningerne, som tilhører Københavns Universitet, til et "kulturelt fristed".

- Vi kommer med fred og håber at blive mødt med det samme, så vi kan bidrage til at opbygge den lokale kultur, skriver besætterne i meddelelsen.

Der har tidligere på ugen været op mod 50 personer i bygningen, hvor omkring halvdelen har overnattet der.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik