Politiet på bar bund i skudsag i Tingbjerg

Politiet har endnu ikke et klart overblik over, hvad der skete, da der blev affyret op mod 20 skud i Tingbjerg

Politiet har endnu intet klart overblik over, hvad der skete, da skuddene mandag eftermiddag bragede løs i den københavnske bydel Tingbjerg.

Op mod 20 skud blev muligvis affyret mellem to grupper ved Midtfløjene.

- Der har tilsyneladende stået et par gerningsmænd med hætter og skudt mod en eller flere personer, fortæller den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Robert Jensen.

Det er uvist, om der blev skudt mod en eller flere personer. Vidner har fortalt, at der blev skudt igen mod dem, der startede skyderiet.

- Men vi har ikke fundet nogle patronhylstre på det sted. Det betyder ikke, at der ikke er blevet skudt igen, for man kan jo have brugt en revolver, hvor hylstrene bliver siddende i, siger efterforskningslederen.

I alt har politiet fundet omkring 15 patronhylstre i det område, hvor de maskerede personer stod. Skuddene har blandt andet ramt tre parkerede biler og en mur, men tilsyneladende ingen personer.

- Vidner har sagt, at der bliver råbt: "Av" eller noget i den retning. Men vi har ikke fundet blodspor, og der er tilsyneladende ingen, der har søgt skadestue for behandling for skudsår, fortæller Robert Jensen.

Ifølge vidner på stedet kom de to, der skød, i en lille mørk bil. Andre har fortalt, at en sort firehjulstrækker kort efter skyderiet kørte fra Tingbjerg.

- Vi vil stadig meget gerne tale med personerne i den bil, siger efterforskningslederen.

Tingbjerg har flere gange dannet ramme om bandeopgør med knive og skydevåben, og det var også her, at det drab, som fik bandekonflikten i København til at eksplodere, fandt sted.

Sent om aftenen den 14. august 2008 blev den 19-årige Osman Nuri Dogan dræbt i en byge af skud fra et maskingevær.

Om mandagens skyderi var led i bandekonflikten eller havde rod i personlige uoverensstemmelser er ikke klart.

- Det er en kende for tidligt at spå om, siger Robert Jensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik