Politiet ønsker register for kamphunde

Det er en vanskelig affære at få indsigt i, om en kamphund tidligere har optrådt voldeligt over for mennesker eller andre hunde.

Derfor efterspørger vicepolitikommissær Ivan Jensen fra
Københavns Rytteri- og politihundesektion et landsdækkende
register over hunde, som har fået mundkurvepåbud eller lignende
påbud på grund af aggressiv adfærd. »Vi vil gerne have en
central registrering, så vi kan se, om en hund har fået nogen
påbud. I dag skal vi ringe til de forskellige politikredse for
at få de oplysninger,« siger Ivan Jensen. Berlingske Tidende
beskrev i sidste uge, hvordan kamphundene især udgør en trussel
over for andre hunde. I Københavns politikreds registrerede
hundesektionen 13 sager i 2006, hvor kamphunde havde bidt andre
hunde. Til sammenligning var der kun fem sager, hvor andre
hunderacer havde overfaldet artsfæller. Der er da også en klar
overvægt af kamphunde, blandt de hunde som Ivan Jensen og hans
kolleger afliver. Ud af de seks tvungne aflivninger, som
Rytteri- og politihundesektion i København medvirkede til i
2006, var fire aflivninger af kamphunde. Der kan sagtens være
langt flere tilfælde, hvor kamphunde har overfaldet andre hunde,
men de sager bliver ofte kun indrapporteret på de lokale
politistationer. Og derfor foreslår Ivan Jensen nu, at man laver
et landsdækkende register. Det vil gøre det let for politiet at
indhente oplysninger, når de støder på »mistænksomme« kamphunde
i hverdagen. Ideen om at indføre et register over aggressive
hunde får opbakning fra Det Konservative Folkeparti. Partiets
retsordfører, Tom Behnke, mener, at der skal gøres mere for at
registrere kamphunde, som før har været i konflikt med mennesker
eller andre hunde. »Det er jo således, at hvis man laver et
påbud, så skal der være en mulighed for, at det bliver
overholdt. Så det vil være helt naturligt, hvis vi kigger på at
lave et register. Det kunne eventuelt blive en del af Dansk
Hunderegister,« siger han. Også hos regeringens støtteparti,
Dansk Folkeparti, nikker man genkendende til behovet for et
centralt register over problemhunde. »Det er et nødvendigt
initiativ, hvis vi skal holde styr på de hunde som laver
problemer. Det er ofte de samme hunde. Et påbud bør følge
hunden, da de jo ofte skifter ejer,« siger Peter Skaarup og
tilføjer: »Kamphunde bliver ofte trænet til at være farlige
dræbermaskiner, og det er en rigtig god idé at have et overblik
over, hvor de hunde findes.« Socialdemokraterne er også positive
over for at indføre et synderegister over aggressive hunde, men
man vil også gerne gå et skridt videre. »Vi vil gerne indføre et
muskelhundetegn, som forudsætter, at man ikke har haft en
kamphund før, som er blevet aflivet. Så har man samtidig et
hunde-cpr.nummer, og dermed kan man genkende hunden. Politiet
kan så tage hunde med, hvis ikke ejeren lever op til loven om
id-registrering og båndkrav,« siger Julie Skovsby, medlem af
retsudvalget og dyrevelfærdsordfører for Socialdemokraterne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik