Foto: Bax Lindhardt - Scanpix

Politiet om massiv kreditkort-svindel: Beskyt dig med sms

Misbrug af kreditkort er et stigende problem år efter år. Derfor opfordrer Københavns Politi forbrugerne til at gøre bruge af sms-advarsler

Misbrug af kreditkort er et stigende problem, og derfor opfordrer Københavns Politi nu forbrugere til at tilmelde sms-service fra bankerne, der kan hjælpe med at undgå svindel med dankort.

I 2016 var der ifølge Nets misbrug for i alt 104.584.000 kroner af Dankort og Visa/Dankort. Det er en stigning på 58% i forhold til 2015, hvor der var misbrug for i alt 66.140.000 kroner. 

Læs også Politi afslører svindel med leasede biler

Den bedste måde at beskytte sig mod misbrug er at gennemgå sine transaktioner hver dag. På den måde opdager man nemlig tidligt mistænkelige og ukendte transaktioner, og kan få standset misbruget.

Men der er også håb for de forbrugere, der ikkelogger på netbanken og tjekker kontoen alle ugens dage. Her anbefaler politiet, at man fremover beskytter sig mod misbrug via en sms-advarsel, der sender en besked, hver gang dankortet bliver brugt til køb over en bestemt beløbsgrænse.

Simpelt, men effektivt

- Vi anbefaler forbrugerne at undersøge med deres bank, om de kan tilbyde en sms-advarsel. Det er en simpel, men effektiv måde at holde øje med transaktioner på sit kreditkort, fortæller vicepolitiinspektør Peter Reisz fra Økonomisk Efterforskning i Københavns Politi.

Læs også Dankortsvindel: Butiksejerne må selv dække tabet

Antallet af anmeldelser om bedrageri ved onlinehandel er steget med godt 300 procent fra 2009 til 2016. Ifølge Nets udgjorde misbrug af kreditkort i 2016 godt 100 millioner kroner. Der er derfor behov for tiltag, der kan gøre forbrugere mere opmærksomme på misbrug – og hvad man kan gøre for at mindske det.

- Vi håber, at sms-servicen kan have en præventiv virkning, hvor flere borgere opdager forsøg på misbrug. De kan efter modtagelse af sms kontakte deres bank, og eventuelt spærre deres kort, så misbruget standses, siger vicepolitiinspektør Peter Reisz fra Københavns Politi.