Politiet forbyder Loyal To Familia

Københavns Politi nedlægger foreløbigt forbud med bandegrupperingen Loyal To Familia.

Foto: Scanpix Ritzau

Københavns Politi har besluttet at nedlægge et foreløbigt forbud mod bandegrupperingen, Loyal To Familia.

LTF er en forening, som har en voldelig og kriminel adfærd af så grov karakter, at der straks bør gribes ind med et administrativt forbud.

Ida Sørensen, chefanklager i Københavns Politi

Forbuddet starter i dag tirsdag.

- Anklagemyndigheden i Københavns Politi har vurderet, at LTF er en forening, som har en voldelig og kriminel adfærd af så grov karakter, at der straks bør gribes ind med et administrativt forbud. Dette midlertidige forbud gælder, indtil opløsningssagen er behandlet ved domstolene, siger Ida Sørensen, chefanklager i Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Forbuddet betyder, at Loyal To Familia ikke længere er tilladt, og det vil være strafbart at videreføre banden. 

Læs også Loyal To Familias synderegister - så kriminel er "forbudt" bande

Det siger grundloven §78 om ulovlige foreninger:

  • Stk. 1. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.
  • Stk. 2. Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.
  • Stk. 3. Ingen forening kan opløses ved en regeringsforanstaltning. Dog kan en forening foreløbig forbydes, men der skal straks anlægges sag imod den til dens opløsning.

Derudover må man ikke bære trøjer, kasketter eller andet med grupperingens logo i det offentlige rum - også selvom det ikke sker i forbindelse med at føre banden videre.

Derudover vil politiet kunne forbyde personer med tæt tilknytning til Loyal To Familia at opholde sig på bestemte steder.

- Bandegrupperingens indre logik handler om at manifestere sig i offentlige rum og tager kontrol over lokalområder ved at være fysisk til stede og true og intimidere. Det sætter vi forbud mod - og det håndhæver vi politimæssigt. Den samfundsskade formindskes, er vi ikke i tvivl om, siger Michael Kjeldgaard, politiinspektør i Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter.

"Fisk ikke i rørte vande"

Michael Kjeldgaard fortæller, at man trods forbuddet vil fortsætte med at efterforske banderne.

- Vi går ensartet og offensivt til værks for for at forhindre, at de viderefører deres forening og aktiviteter. Dansk politi tager organiseret bandekriminalitet alvorligt og bekæmpelsen af dem er af højeste prioritet - hvis ikke den højeste, siger Michael Kjeldgaard.

Strafferammen for en overtrædelse af forbuddet er op til to års fængsel.

Michael Kjeldgaard sender en besked til de øvrige bander derude.

- Skulle andre grupperinger føle sig fristede til at fiske i rørte vande, så vil jeg gerne advare mod det. At tro at man får lettere spil i forbindelse med forbud er en fejl, siger han.

Justistsminister startede historisk retssag

Loyal to Familia tog del i den bandekonflikt, der sidste år kostede tre personer livet. Flere tilfældige mennesker blev også ramt af skud.

I alt blev der registreret op mod 40 banderelaterede skyderier i Danmark fra juni til november.

Forbuddet træder i kraft i forbindelse med en sag om grupperingens opløsning.

Læs også Pressede bandeafdelinger får flere fængselsbetjente

Den begyndte i august sidste år, da justistminister Søren Pape Poulsen, Kons., anmodede Rigsadvokaten og Rigspolitiet om at undersøge, hvorvidt det var muligt at opløse Loyal To Familia.

Det er første gang, at en justistsminister rejser en opløsningssag nogensinde.

Det har aldrig været grundlovsgivers intention, at dybt kriminelle bander, der skyder løs i gaderne, skal beskyttes af foreningsfriheden.

Søren Pape Poulsen, justitsminister, Kons. 

- Det har aldrig været grundlovsgivers intention, at dybt kriminelle bander, der skyder løs i gaderne, skal beskyttes af foreningsfriheden, sagde ministeren om sagen tidligere på året.

Rigsadvokaten vurderede, at det kunne bevises, at Loyal To Familia er en ulovlig forening, og derfor har Københavns Politi nu nedlagt administrativt forbud mod grupperingen.

Andre grupperinger er ikke blevet undersøgt i forbindelse med sagen.

Advokat klager 

Advokat Michael Juul Eriksen, der skal repræsentere Loyal To Familia i opløsningssagen, er ikke enig i Rigspolitiets vurdering af, at Loyal To Familia er en ulovlig forening.

- Vi påklager det allerede i dag (tirsdag, red.) til Rigsadvokaten og beder om opsættende virkning på klagen. Vi synes, at det er stærkt uheldigt, at politiet uden domstolsprøvelse kan forbyde en forening, udtaler advokat Michael Juul Eriksen til TV2.

Ida Sørensen fortæller, at man endnu ikke har modtaget klagen, men vil vurdere den, når den kommer.

Forbuddet gælder indtil sagen er behandlet ved domstolene.

I juni var i alt 15 medlemmer af Loyal To Familia blevet idømt fængsel for personfarlig kriminalitet under bandekonflikten. De har tilsammen fået 127 års fængsel, oplyser Justitsministeriet.

Bandelederen for Loyal To Familia, Shuaib Khan, venter lige nu på, at hans sag går i Højesteret. Både Byretten og Landsretten sagde nej til at udvise ham:

01:16 Luk video

Læs også Bandeplaget kulturhus genåbner: "Vi vil ikke tolerere lukkede grupper"

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik