Politiet misser oplagt tip fra borger

Foto: TV2/Lorry

Hvis du bliver udsat for indbrud, er det første du gør at ringe til politiet. Men selvom opklaringen ligger lige til højrebenet, så får du ikke nødvendigvis dine ting tilbage.

Det oplevede blandt andet Kenneth, som havde indbrud i sit sommerhus for seks uger siden. Efterfølgende sporede han sig frem til sine ejendele og tyven på Den Blå Avis.

Men selvom beviserne var klare, så har politiet endnu ikke fået fat i tyven og i mellemtiden bliver der solgt ud af Kenneths ting.

- Jeg kan ikke forstå, hvorfor de ikke bare tager ham. Der er ting fra vores bryllup, som vi har fået i gave. Jeg super gerne vil have de ting tilbage, siger han til DR P4 København.

Men det kan være svært for politiet at handle hurtigt nok til at finde stjålne genstande på nettet, fortæller Jan Bjørn, ledende politiinspektør hos Københavns Politi.

- Der er ikke opgivet telefonnumre, der er ikke opgivet adresser, så vi er nødt til at finde computeradresser, såkaldte IP-adresser og af den vej komme videre. Det tager desværre noget tid, siger Jan Bjørn til DR P4 København.

Han erkender dog, at Politiet i Kenneths sag måske kunne have gjort mere.

Og også forsikringsbranchen genkender problemet.

Her oplever man flere tilfælde, hvor politiet ikke kan løse oplagte sager, som for eksempel Kenneths.

Det er ikke godt nok, mener Hans Reymann-Carlsen, underdirektør i Forsikring og Pension.

- Man skulle selvfølgelig gøre noget der, hvor der er noget at komme efter, og noget der er oplagt at komme efter og sætte ressourcerne ind der, siger Hans Reymann-Carlsen til DR P4 København.

Også Kenneths eget forsikringsselskab Topdanmark oplever flere sager, hvor kunder kommer med konkrete tip, men hvor opklaringen stadig mangler, fortæller skadedirektør Marianne Wier.

- Vi kender desværre flere andre tilfælde, hvor politiet har afvist at efterforske gode tip og det er selvfølgelig meget frustrerende for os, og også et uheldigt signal at sende til tyvene, siger hun til DR P4 København.