Arkiv Foto: TV2/Lorry

Politiet mangler vidner til drab i Kødbyen

Politiet mangler stadig de afgørende vidner, der kan kaste lys over knivoverfald, som kostede 21-årig livet.

Københavns Politi er fortsat meget interesseret i at høre fra personer, som har været til stede på diskotek "Bakken" mellem klokken 4 og 5 i morges, eller som i øvrigt har hørt noget, der kan være til hjælp for sagens opklaring.

Politiet oplyser, at den afdøde er identisk med Jonas Thomsen Sekyere.

- Der er ikke dukket afgørende nyt op. Vi mangler stadig det rigtige vidne, der kan fortælle, hvad der rent faktisk er sket eller eventuelt, hvad der kan have været optakten til det, siger politikommissær Carsten Ahrends fra drabsafdelingen hos Københavns Politi.

Hos politiet sidder man klar ved telefonen for at tale med folk, der eventuelt har set eller hørt noget - ikke mindst folk der har været til stede mellem kl. 4 og 5 natten til lørdag.

- Folk må hellere ringe ind en gang for meget end en gang for lidt. Det, de ringer om, kan være noget vi mangler, siger Carsten Ahrends.

Den 21-årige blev stukket adskillige gange i maven med en kniv. Han blev så hårdt såret, at han døde på Rigshospitalet få timer efter.

Drabet skete klokken cirka klokken 4.40, men politiet vil også gerne tale med folk, der oplevede noget tidligere på aftenen.

Den dræbte blev formentlig stukket ned på natklubbens dansegulv og gik selv ud af baren.

Han var bosat i København og studerede på Københavns Universitet, hvor han også var studentermedhjælper.

- Vi har ikke hørt andet, end at han har været en velfungerende og vellidt ung mand, siger Carsten Ahrends.

I 2011 bragte Politiken et indlæg af Jonas Thomsen Sekyere med overskriften "Jeg skylder den danske velfærdsmodel alt".

Her fortalte han om en vanskelig barndom med en psykisk syg mor og en far, som kort før Jonas Thomsen Sekyeres fødsel var flyttet til Danmark fra Ghana.

Københavns Politi stod lørdag eftermiddag fortsat uden et klart billede af, hvorfor en 21-årig studerende natten til lørdag blev stukket ihjel på natklubben Bakken i Kødbyen på Vesterbro i København.