Politiet må skuffe tyveri-anmeldere

Selvom tyveri-ramte kan spore tyvens færden og den stjålne genstand med GPS - og fortælle politiet, hvor tyvekosterne er, sker der ikke nødvendigvis noget.

For et par uger siden fik Jan Hilgarts søn stjålet en taske med blandt andet en ipad og en ipod fra sit arbejde i Allerød. Senere kunne far og søn hjemme fra sofaen i Birkerød via tjenesten »Find my Ipad« følge tyvens færden, spore den stjålne ipad og fortælle politiet, hvor tyvekosterne var.
- Men der er absolut intet sket efterfølgende, fortæller Jan Hilgart. Og den besked vil blive mere normal fremover, i takt med at flere og flere genstande vil være forsynet med sporingsudstyr, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Nordsjællands Politi oplever flere og flere tilfælde, hvor en bestjålen anmelder kan oplyse politiet om tyvekosternes placering inden for en radius af 30 metrer overalt i Europa. Men politiet kan ikke hjælpe i alle tilfælde, vurderer chefpolitiinspektør Flemming Drejer.
 - Vi vil meget gerne følge op på de anmeldelser vi får, hvor ejere af ipad eller iphones selv har sporet deres udstyr. Gps-teknologien og borgerne giver os en stor håndsrækning. Men det sætter os i den situation, at vi ikke kan hjælpe hver eneste gang, det sker, siger Flemming Drejer.
Han mener der er brug for en alvorlig gang forventningsafstemning mellem borgere og politi.
- Vi vil altid bruge gps-sporing, hvis tyveriet falder sammen med for eksempel et røveri eller andre alvorlige forbrydelser. Og vi vil også hjælpe i det omfang, vi har personale der kan undersøge sagen. Men vi kan ikke gøre det hver eneste gang - og det er klart, at i takt med at sporingsudstyr bliver mere udbredt, vil vi oftere stå i den situation, at vi får et værdifuldt tip, men hvor vi ikke har ressourcerne, siger Flemming Drejer til Frederiksborg Amts Avis.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik