Politiet: LTF-banden i knæ efter stor bandeaktion

To maskinpistoler, tre pistoler, hash, narko, penge, smykker og biler beslaglagt under ny bandeaktion.

Bandesammenslutningen Loyal to Familia (LTF) er efter alt at dømme hårdt presset efter en større aktion mod bandemiljøet torsdag.

Læs også: Politiet indleder større bandeaktion....

Aktionen foregik i Skovlunde, Værebro og Høje Gladsaxe og udsprang blandt andet af længere tids efterforskning mod hashmarkedet. 39 er blevet anholdt, og politiet regner med at få fængslet 11 medlemmer af LTF.

- Der er blandt andet tale om ledende medlemmer, fortæller politiinspektør Kim Kliver fra politiets regionale bandeenhed Task Force Øst.

Minimum 25 medlemmer af LTF er bag tremmer

Ifølge ham betyder de forventede fængslinger, som angiveligt bliver effektueret efter en række retsmøder fredag, at LTF er stækket væsentligt.

- Med dagens anholdelser er minimum 25 medlemmer af Loyal to Familia bag tremmer, og det er en tredjedel af de personer, som politiet mener, udgør gruppen, siger Kim Kliver.

Blandt de anholdte er en mand, som har været efterlyst for drabsforsøg af Københavns Politi.

Torsdagens politiaktion følger i kølvandet på en politiaktion i København tirsdag, hvor 10 medlemmer af LTF endte med at blive varetægtsfængslet for vold og trusler.

40 adresser i politikredsen berørt

Det var Københavns Vestegns Politi, som stod i spidsen for torsdagens aktion. Den var rettet mod 40 adresser i politikredsen. Politiinspektør Bent Isager-Nielsen fortæller om udbyttet:

- Vi har beslaglagt to maskinpistoler, tre pistoler, penge, smykker, guld, hash og hård narko, siger han.

- Derudover har vi fundet 30-40 pas og beslaglagt to biler. Den ene er en Audi, som Skat har beslaglagt. Den anden bil er beslaglagt af politiet og er nu sendt til tekniske undersøgelser.

Aktionen kommer efter længere tids opblussen af konflikten på bandeområdet.

- Vi har haft flere formål. Dels at sende et signal, dels at skabe tryghed og dels at sikre spor i beviser, fortæller Bent Isager-Nielsen.

Hos politiet på Vestegnen efterforsker man i øjeblikket en række uopklarede skudepisoder, men man har endnu ikke overblik over, hvorvidt de anholdte fra torsdagens aktion kan kobles til episoderne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik