Politiet leder stadig efter motiv til skuddrab

Politiet offentliggør navnet på den dræbte i håb om at få henvendelser, der kan føre til en opklaring

Politiet står torsdag eftermiddag fortsat uden motiv til drabet på den 27-årige Zaid Mohammed Al-Kayssi, der onsdag aften blev dræbt med to skud i brystet på Finsensvej på Frederiksberg.

Københavns Politi har torsdag eftermiddag af hensyn til efterforskningen valgt at offentliggøre navnet på den dræbte.

- Vi håber derigennem at få yderligere oplysninger om motivet eller andre informationer, der kan lede politiet på sporet af gerningsmanden, hedder det i en pressemeddelelse fra Københavns Politi.

Politiet nåede ikke at få talt med den svært kvæstede mand, inden han torsdag afgik ved døden, oplyste vicepolitiinspektør Lau Thygesen tidligere på dagen til Ritzau.

Drabet skete et par minutter efter klokken 18, da han forlod sit arbejde og skulle til at køre hjem i sin bil.

Politiet beskriver gerningsmanden som en forholdsvis lille mand, der var iført mørkt tøj. Han er mørklødet og først i 20'erne.

Desuden blev han set med en plastikpose i hvid og blå, da han forsvandt ad Finsensvej.

Muligvis har gerningsmanden stået på Finsensvej eller er gået rundt i området inden skyderiet. Derfor er politiet meget interesseret i at få henvendelser fra vidner.

- Vi har allerede fået en del henvendelser, siger Lau Thygesen.

Foreløbig har politiet ikke været i kontakt med vidner, der så selve hændelsen. Derfor ved man ikke, om offeret og gerningsmanden udvekslede ord.

Offeret stammer fra Værebro, hvor en lokal bande er i konflikt med en større bandesammenslutning, som blandt andet tæller Blågårds Plads-gruppen.

Politiet tøver dog med at sige, at drabet har noget med bandekonflikten at gøre.

Dels var den dræbte med Lau Thygesens ord "ikke særlig kendt i vores systemer", dels ligner måden, han blev dræbt på, ikke et bandeopgør.

Gerningsmanden skød ham to gange på klos hold, hvorefter han løb fra stedet.

- Det er ikke det, vi typisk ser i bandeopgør, sagde Lau Thygesen onsdag til Ritzau.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik